“The Devil Wears Prada”, som er baseret på Lauren Wesibergers bog af samme navn, er en komedie, der, som navnet antyder, foregår blandt [i]accessories[/i] og [i]haute couture[/i]. Meryl Streep har en af sine bedste roller i lang tid som isdronningen Miranda Priestly, der alene styrer modeverdenen fra sit tårn.

Andrea Sachs er netop kommet ud af skolen med en uddannelse indenfor journalistik. I byen forventer hun, at hun i kraft af sin intelligens og gåpåmod uden problemer kan finde sig et job på en af de respekterede aviser. Desværre hænger de seriøse jobs ikke på træerne til en ung pige, og hun søger i desperation job som assistent for Miranda Priestly, der er den magtfulde redaktør for modemagasinet Runway, og håber på, at hun gennem den stilling kan arbejde sig vej ind i journalistbranchen.

På trods af, at Andrea ikke har den fjerneste interesse eller sans for mode, og slet, slet ikke ligner de andre piger, der arbejder der, får hun jobbet. Jobbet som assistent for modedronningen er yderst krævende, og Andrea bliver sendt på den ene umulige opgave efter den anden. Langsomt suges hun ind i en verden af kjoler, tasker og deadlines, og jobbet tager en stadig større del af hendes liv. Det går ud over venner og kæresten, at man er på konstant tilkaldevagt, og mobiltelefonen ringer uafbrudt.

Andrea får efterhånden en tiltroet stilling hos Miranda, men i den hektiske modebranche er der et strengt hierarki, og Andreas vej til toppen kræver tilsidesættelse af værdier i en verden, hvor enhver er sig selv nærmest.

“The Devil Wears Prada” er grundlæggende en vellykket komedie, men den kommer alligevel til kort overfor sit eget projekt. Filmen er en grovskåret karikatur af en branche, de fleste kun kommer tilnærmelsesvis i nærheden af, når de tømmer sparegrisen for at få den sidste nye taske eller venter på bussen i selskab med en plakat af Claudia Schiffer.

Naturligvis spiller filmen på konflikterne i en branche, hvor kun de mest hårdføre overlever. Småpigers drømme knuses af benhård konkurrence og spidse albuer baner vejen. Filmen lever dog i høj grad udelukkende i kraft af et udmærket persongalleri, mens fortællingen i sig selv er noget søgt.

Meryl Streep, ja, man fristes næsten til at pointere, at hun jo næsten altid er god, men i “The Devil Wears Prada” er hun fremragende. Hun er faktisk den eneste interessante figur i filmen, og hun spiller djævlen på høje hæle med vanlig sans for detalje. Hun er sexet, skøn, hård og sårbar på samme tid. Det er dog synd, at vi kun lige får lov til at kradse lidt i overfladen af Miranda Priestly, og ikke får lidt mere af personen bag det stilrette ydre, men det skal dog tilskrives et til tider klodset manuskript og et forsøg på at gennemtrumfe en pointe om modebranchens overfladiskhed og ikke Meryl Streeps evner. Anne Hathaway spiller rollen som den unge, kejtede journalist med de uformelige bluser med en sødme og naivitet, som man så ofte har set hende levere. Man holder hurtigt op med at være på hendes side, og hepper i stedet på den krævende modedronning.

Publikummet til “The Devil Wears Prada” skal nok findes blandt drømmende teenage-piger, der sikkert vil fryde sig over alle de fine kjoler, tasker og sko, mens det mere modne publikum, der kræver lidt mere af en film, sikkert vil nøjes med at nyde Meryl Streep og de vellykkede sekvenser, filmen dog alligevel byder på. Men det hele er dog lidt for [i]feel-good[/i] og forudsigeligt til at stå mål med intentionen om en vittig komedie og en satire over modebranchen.