[b]En helt normal teenagepige med lyster[/b]
Teenagesex på film. Der er sket en del på området, siden Jason Biggs stak sit lem ind i lun æbletærte for snart sytten år siden. Dengang var liderlighed stort set forbeholdt de raske drenge. Måske med undtagelse af et par enkelte vildt karikerede piger. De raske piger derimod, de havde ingen drift mod den slags. De var allerhøjest eftergivende, men aldrig opsøgende, når det handlede om sex. I “The Diary of a Teenage Girl” er Minnie lykkeligt frigjort fra den kedelige norm, helt uden at blive reduceret til en nymfo-punchline. Det er sjældent at se en teenagepige fremstillet sådan på film.
[image=91384]
Der er tydeligvis sket en bevidstgørelse siden dengang sidst i halvfemserne, hvor “American Pie” blev et ungdomshit. Hvordan var den mon blevet modtaget, hvis den kom ud i dag? Med et kritisk twitter-hashtag eller to, kan jeg forestille mig. Tiden er simpelthen en anden. Så sent som i sidste uge kunne man fra min kollega Johnny Vinther læse, at den nye Seth Rogen-komedie, “Bad Neighbours 2”, er en slags drengerøvskomedie med feministiske overtoner. Samme Rogen har ligefrem været ude at beklage, at “Superbad”, hans high school-komedie fra 2007, indeholdt homofobiske jokes. Film om teenage-liderlighed er blevet en alvorlig sag, hvor spørgsmål om repræsentation, lighed og respekt for mangfoldighed ikke kan ignoreres. Med mindre man vil have internettet på nakken. “The Diary of a Teenage Girl” passer perfekt ind i den tendens.
For Minnie er en almindelig teenagepige. Men hun er også interesseret i sex. Meget endda. Hun slikker sin Iggy Pop-plakat mellem benene, tegner småpornografiske tegneserier og dagdrømmer om monstrøse svabere, der dukker op på lærredet som lumre animationer i bedste 70’er-tegneserie-stil. Det er ofte sjovt, men uden at det reducerer hendes følelser til noget, man skal grine af. Hun er en teenagepige, og hun er liderlig, og det er hverken unormalt eller skamfuldt. Hun er ikke bare et passivt mål for glubske drenge. Så langt, så godt.
[image=91382]
Men hvis intentionen har været at lave en film, hvor ung, kvindelig seksualitet får lov at ytre sig, så forplumrer det budskabet, når Minnie får sin seksuelle debut – med sin mors kæreste. Instruktør Marielle Heller gør sig godt nok umage med at skildre forholdet uden fordømmelse. Det er tvetydigt, hvem, der forfører hvem. Er det med vilje, da Alexander Skarsgård rører sin steddatters bryster, da de sidder alene på sofaen? Måske, måske ikke. Manipulerer han den unge pige til at lægge an på ham, eller er det et frit udtryk for hendes seksualitet? På diverse tv-skærme kører nyhedshistorien om Patty Hearst, millionærdatteren, der blev kidnappet for senere at slutte sig til sine kidnapperes sag. Hjernevask eller frit valg? En tydelig parallel til Minnies forhold til den meget ældre mand. Jeg synes, “The Diary of a Teenage Girl” er tæt på at skygge for sin egen hævdelse af teenagepigers aktive sexdrive, når den – muligvis – gør Minnie til offer for en gammel gris.
Desuden er miljøet, Minnie udfolder sig i, enormt belejligt. San Francisco i 70’erne var ikke just snerpet. Det havde været sværere at fortælle den samme historie i nutidens puritanske Utah, hvor porno betragtes som en trussel imod den offentlige sundhed. Det havde været mere modigt. Mere opsigtsvækkende. Nu kan Minnies seksualitet pakkes ind i bortforklaringer om en vild tid med masser af stoffer og fri kærlighed som norm. Det kan vel ikke have været meningen?
[image=91383]