Oligarker, olie, vulgæramericana, slyngelregeringer, tumpede generaler og Tom Cruise. På papiret har ’Digger’ alle kort på hånden til at lave en spiddende, black-pilled apokalyptisk satire om casinokapitalismens hjemland. En slags moderne ’Dr. Strangelove’, der tilmed kan drage fordel af, at verdenseliten kun er blevet mere skruppelløs og brainrottet siden Kubrick lavede film. Brodden af ’Diggers’ satire dulmes imidlertid af insisterende metalag, træg didaktik og målforvirring.

Tom Cruise er Digger Rockwell. En prototypisk amerikansk oligark, som man kender dem fra Rockefellerne, og tilsyneladende med lige så stor magt som Rockefellerfamilien.

Efter et uheld med en grønlandsk boreplatform må Digger derfor alliere sig med en farverig strongman-præsident (John Goodman) og sin topvidenskabsmand Ganesh (Riz Ahmed). Herfra accelererer både historie og persongalleri.

Dr. Strangelove nu i orange

En beskrivelse af filmens handling vil både ødelægge oplevelsen af at se filmen og forvirre mere, end godt er. Men som det forhåbentlig står klart, er Digger en film, der på ikke så diskret manér kommenterer på det nuværende politiske klima med rimelig brede og genkendelige arketyper. Lige dele sort satire som Dr. Strangelove og syndsbekendelse i There Will Be Blood-stilen er det nemt at se potentiellet i Digger.

Når det er bedst, leder det til forventelige, men stadigvæk sjove sekvenser. Det er særligt sjovt og rammende, at Digger, manden, der har været med til at skabe den katastrofe, der truer millioner af liv, uden at der stilles spørgsmål ved det, bliver centrum for at løse konflikten.

Tag for eksempel Tom Cruise som vores hovedperson. Digger er en mand, der er lige så crude som den olie, familieformuen baserer sig på. Karismatisk, kalkulerende og skruppelløs leverer Tom Cruise en stærk præstation som lige dele frastødende og fascinerende. Fungerende nærmest som en parodi på, hvad resten af verden sommetider tænker om den amerikanske væremåde. Som en moderne Bond-skurk går han mere op i sin kats velbefindende end verdens, og det er særligt i sekvenserne, der centrerer Diggers forsøg på at bevare kontrollen, at filmen er bedst. Som navnet antyder, har Digger tilsyneladende et motto: Der må aldrig stoppes med at graves olie.

Det er derfor præstationerne, filmen lever på. John Goodman er ligeledes som altid (altid!) filmens klart sjoveste indslag. Ligeledes leverer Riz Ahmed glimrende som frustreret voice of reason.

Ikke desto mindre lider filmen under ikke at fungere særligt godt som satire. Hvordan det kommer til udtryk, kræver et sidespor.

Et af mine mere bombastiske synspunkter er, at Donald Trump har været gift for underholdningsindustrien. Med det tænker jeg ikke så meget på den amerikanske højrefløjs helgenskrifter om manden. Snarere tænker jeg på, hvad man i USA ville kalde den liberale kultur, der i over ti år har brugt en version af punchlinjen orange man bad som genvej til billige grin og som et skjold, der skal forhindre det svære arbejde, det er at skrive morsomme vittigheder eller levere skarp satire.

Tænk på skikkelser som Stephen Colbert, Saturday Night Live eller sågar talkshowvært Bill Maher, der pionerede denne form for humor tilbage i 2013 ved at kalde Trump et orangutang-lovechild. Resultatet har været en epidemi af tandløs satire, der hverken leverer en reel kritik af de større magtstrukturer, der lagde grobunden for Trumps politiske karriere, eller de grin, de lover. Det er en tendens, der desværre ikke er gået filmverdenen forbi, omend den har været skånet mere end de mere eksplicitte politiske former for underholdning. Det bliver for ofte for didaktisk og handler for meget om at bekende kulør og for lidt om humoren.

I Digger, hvor både Cruise og Goodman spiller versioner af den trumpske arketype, falder en god del af satiren i denne kategori af overforklaret, men undersjov, og man ville flere gange ikke være overrasket, hvis Cruise vendte sig mod kameraet og blinkede.

Det gør dog ikke altid noget, og sekvenserne, der foregår med præsidenten og generalerne, er særligt gode, fordi de er meget forklarende. Filmens største problem kommer imidlertid i dens 2. halvdel og gennem et af dens mange twists.

Spredehagl på flere niveauer

Uden at skulle afsløre noget om filmen, der er bedst set med så lidt viden om plottet som muligt, kan det siges, at Diggers insisteren på at lave en bred, forklarende politisk satire kombineret med de fortællertekniske valg er to valg, der hindrede min nydelse af filmen.

Vedrørende den første pointe mangler der til min smag simpelthen et klart perspektiv. Her kan der sammenlignes med en anden state of the union-komedie, sidste års One Battle After Another, der ligeledes omhandlede den politiske situation i USA, men modsat Digger tog et klart standpunkt som udgangspunkt for fortællingen.

Det kan lyde mærkeligt, for Digger tager udgangspunkt i oligarken som figur, og dens udgangspunkt burde derfor være nemt at placere. Imidlertid fungerer Digger, i hvert fald for undertegnede, som en klassisk oligark i Rockefeller-forstand og ikke på samme måde som eksempelvis de nyere tech-oligarker såsom en Elon Musk eller Peter Thiel.

Det er ikke, fordi filmen burde have handlet om tech-oligarker eller være nem at oversætte til virkeligheden, men alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af, at filmen ikke evner at gå langt nok i sin kritik ud over en generisk kritik af magtens og velstandens korrumperende indflydelse. Trumpske arketyper og korrupte institutioner er så kvotidiane af natur, at de alarmerende nok hverken overrasker eller chokerer mig mere.

Vedrørende den anden pointe, og som allerede hintet til, mudrer twistene og det historiemæssige design i filmen billedet endnu mere. De betyder, at filmens humor og udgangspunkt bliver endnu mere sterile, og selvom de er imponerende integreret i filmen, gør de ikke det store for mig. Det er modigt i den forstand, at det er anderledes, men udførelsen følger desværre ikke med.

Ligeledes er det i disse sekvenser, at filmen bevæger sig mod sine allermest didaktiske punkter, og her, hvor satiren endnu engang bliver for bred.

Digger kombinerer et kulsort menneskesyn med satire, der mest affyrer vildskud på et setup, der burde have leveret flere grin og mere pondus. Ligeledes hæmmes satiren af at være for forsigtig til for alvor at chokere eller provokere, og filmens sidste halvdel hæmmes derfor af en satire, der både er bred og til tider trættende. Det er ærgerligt, for filmen har ingredienserne til noget større, end den leverer, og fordi det er dejligt at se Tom Cruise tage en sjælden komisk rolle.

Digger kan ses i biografen fra d. 1/10.