[b]En frygtindgydende klovn[/b]”

Man skal ikke mange minutter ind i “Diktatoren”, før man indser, hvor unik den er. Hvor 99 procent af alle film om 2. verdenskrig handler om heltemodig død eller ubegribelig lidelse, går Chaplin linen ud i fjolleri. Ultimativt, betingelsesløst fjolleri. Fjolleri i en skala verden endnu ikke havde set. Og med så stor finesse, at jeg nu igen overgiver mig. Chaplins genistreg er, at han ikke kun tager luften ud af den ophidsede diktator, Hynkel, men taler dunder til alle gale krigsretorikere, nazister eller ej. Derfor er “Diktatoren” lige så skræmmende relevant i dag som dengang i 1940.

Det er først og fremmest en film om humanisme og fred, men med et sarkastisk og desillusioneret udtryk. I 1940 var USA stadig i tvivl, om Tyskland var fjenden. Men hos Chaplin er der ingen tvivl om antisemitismen og fremmedhadet. “Diktatoren” er en slet skjult parodi på Hitlers Tyskland, skruet op i klovneri og alligevel så utrolig præcist. Tomaniens Hynkel holder lidt brandtaler, undertrykker lidt jøder og skændes lidt med ministrene Herring og Garbitsch. Ingen forstår, hvor hårdt han har det. Det taler til Chaplins geni, at man sagtens kan se Hitler for sig, dansende rundt med en globus-ballon i Ørneborgen.

Samtidig vågner en jødisk barber og krigsveteran på et hospital. Han er Chaplins klassiske figur, vagabonden, der skal falde på røven og trække betjente og andre fisefornemme herrer med sig. Uskylden er bare pist forsvundet, når han bliver sat til at male ‘JØDE’ på sin butik. Det er ikke en Chaplin-film som alle andre, selv om kærlighedsaffæren med den smukke Hannah til at begynde med virker som det centrale hollywood’ske plot. I stedet tager Hynkel og hans humørsyge over, og spejlingen af over- og under-Tomanien fungerer knivskarpt. Hver gang diktatoren lige føler for det, rystes verden under ham.

Fokus er på, hvor absurd hele arrangementet er. Alle verdens problemer er skabt af mænd med mindreværdskomplekser. Jødeforfølgelserne i Ghettoen stopper, fordi Hynkel skal låne penge af en jødisk bank. Og begynder igen, da han bliver nægtet det. Fredspagten med diktator Napoloni (Benito Mussolini forklædt som brovtende bølle) indgås efter en madkamp med jordbær og fløde. Jeg ville grine mere, hvis det ikke virkede så tæt på virkelighedens diplomatiske cirkus.

Og så pludselig, bum! Hynkel tager ud for at fiske og bliver forbyttet med barberen. For første gang gøres der opmærksom på et ellers åbenlyst faktum: diktatoren og barberen ligner hinanden på en prik. Ligesom Chaplin og Hitler. En hel film bygget på ligheden af et overskæg. Det er en underligt pludselig finale, men i virkeligheden er “Diktatoren” mere en serie geniale komiske scener end en fornuftigt fremadskridende historie. Og når det samtidig giver Chaplin mulighed for at levere en af filmhistoriens mest gåsehudsfremkaldende taler, så er alt tilgivet.