[b]Plat satire[/b]

Sacha Baron Cohen er kendt (eller er det [i]berygtet[/i]?) for at lave satire, der for alvor spidder Vestens og især USA’s kulturelle konventioner og gængse selvforståelse. Det ses tydeligt i både “Borat”, “Brüno” og bestemt også i “Diktatoren”. Hvorvidt man føler sig stødt af hans provokationer afhænger nok af ens politiske orientering og personlige tolerance for underlødige iscenesættelser. Det er derfor altid på eget ansvar, at man bevæger sig ind til en Cohen-film.

Der er næsten ikke nogen grund til at bruge noget spalteplads på plottet i “Diktatoren”, der er lige så forudsigeligt som et stykke tørt brød. Filmen handler om en mellemøstlig diktator, der tager til USA for at afvise FN’s opfordring om, at han skal droppe sit atomprogram. Men efter han er blevet stukket i ryggen og efterladt af sine egne håndlangere, støder han på den feministiske Zoey, som lærer ham et og andet om livet. Og så går den ellers derudaf.

Det er tydeligvis ikke i historien, at Baron Cohen har lagt sine kræfter. I stedet har han valgt at bruge den rene spillefilmsstil (i modsætning til den [i]mockumentary[/i]-agtige indgangsvinkel i “Borat” og “Brüno”) til helt selv at lægge samtlige replikker i munden på sine karakterer, således at han kan fremstille vesterlændinge (og her igen især amerikanere) på præcis den måde, der passer til hans politiske budskab(er). Og lige præcis den del fungerer overraskende godt! Man føler faktisk, at “Diktatoren” er et projekt med en agenda, der bestemt bør tages seriøst. Især filmens slutning, der tydeligvis er en reference til slutningen på Chaplins “The Great Dictator” fra 1940, har usædvanlig meget pondus og er en utvetydig lige højre til USA’s politiske system.

Til gengæld er det en meget lille del af filmen, der faktisk er sjov. Langt størstedelen er bare plat. I “Borat” og “Brüno” var komikken også plat, men forskellen er, at i de to tidligere film opstod det sjove, når “almindelige” mennesker blev konfronteret med (og reagerede på) den absurd grovkornede kasakhstanske reporter/homoseksuelle østriger. Det var resultatet af dét sociale eksperiment, der var underholdende og urkomisk, og ikke det ensidige fokus på kønsorganer, bagdele og xenofobi. I “Diktatoren” er det sociale eksperiment fjernet, og tilbage er blot det platte, som derfor også bare er… plat.

Bevares, der er sjove momenter, men filmen består næsten udelukkende af punchlines og jokes, og det taget i betragtning er det en meget lille del af filmen, der – på det humoristiske plan – virker. Når plottet så samtidig er set så uendeligt mange gange før, at man næsten altid kan gætte sig til den næste scenes indhold, så ender filmen desværre med at blive en ret langtrukken oplevelse på trods af den korte spilletid på 82 minutter. Det er selvfølgelig tænkt, at historien blot skal være undskyldning for at kritisere de vestlige samfund og for at lave sjov. Og havde begge dele lykkedes, så havde en ordentlig historie da også været mere overflødig.

Som sagt er det mere eller mindre kun de samfundssatiriske indfald, der fungerer i “Diktatoren”. Men mere end alt andet er humor et spørgsmål om smag og behag, så der er sikkert mange, der vil more sig langt mere med Cohens seneste film, end jeg gjorde. Jeg havde i hvert fald svært ved at grine i længere tid ad gangen, og mit smilebånd blev heller ikke overanstrengt. Der er altså tale om et middelmådigt stykke samfundskritik, der i sine bedste stunder både er skarpt og meget intelligent.

[b]Video[/b]

Filmen præsenteres i billedforholdet 2.40:1, og transferet imponerer især under de store totalbilleder og panoreringer, hvor skarpheden ligefrem er slående. Også farvegengivelsen er for det meste lige i øjet, hvilket alt i alt giver filmen et lækkert, nærmest sæbeoperaagtigt look, der passer godt til den gakkede komedie. Man oplever dog, at detaljerigdommen ikke er så overvældende endda i nærbillederne, og transferet får derfor fem stjerner i stedet for topkarakter.

[b]Audio[/b]

Præsenteret i DTS-HD Master Audio 5.1. “Diktatoren” lyder lige en anelse bedre, end den ser ud. Uden dog helt at kunne svinge sig op på seks stjerner (dertil mangler der simpelthen nogle overvældende lydoplevelser filmen igennem) så håndterer lydsiden på elegant vis at gengive dialogen klart og tydeligt uden at gå på kompromis med hverken bas eller intensitet i det meget gennemgående soundtrack. Lydeffekterne, der understøtter filmens [i]falde på halen[/i]-komik, fungerer ligeledes upåklageligt, og der gøres for det meste brug af alle højtalerne.

[b]Ekstramateriale[/b]

Eftersom ekstramaterialet kun består af et [i]spoof[/i]-interview mellem Cohens fiktive diktator og tv-værten Larry King, en Aladeen-musikvideo og 35 minutters fraklippede scener, så afhænger bedømmelsen af ekstramaterialet i høj grad af, hvorvidt man fandt selve filmen sjov. Eftersom jeg fandt filmens komik plat og ineffektiv, så havde jeg vitterligt også svært ved at finde det morsomme i de 35 minutters slettede scener, der åbenbart ikke var sjove nok til at komme med i selve filmen. Jeg synes dog, at ekstramateriale skal vurderes ud fra dets forhold til filmen og det potentielle værdi for fans af filmen – og jeg er overbevist om, at hvis man grinede sig gennem “Diktatoren”, så vil man også grine sig igennem udgivelsens ekstramateriale.