Spielbergs nyeste forsøg på en sommerblockbuster kommer sikkert i havn, selvom den ikke altid føles dugfrisk.

Selvom konspirationsteorier ikke har nogen egentlig geografi, lader mange af dem alligevel til at pege mod USA. Fra QAnon til månelandingen findes der et utal af konspirationsteorier, der peger mod Washington og den såkaldte deep state (altså det hemmeligholdte, magtfuldkomne og magtfulde statsapparat).

Hollywood har nok haft en stor historisk rolle i tilblivelsen af den amerikanske version af konspirationsteorien. Som drømmefabrik har den med klassikere såsom Chinatown og Watergate-dramaet All the President’s Men været med til at mytologisere og normalisere konspirationsteorien og forme dens gennemgående træk. Det skyldes sikkert mange ting, men centralt er nok, at underdoggens kamp mod det magtfulde system giver anledning til god underholdning, er et nemt identifikationspunkt for mange seere, og at konspirationens vilde natur beror på godt drama. Konspirationsfilm giver anledning til at spørge: Hvad nu hvis? Hvordan ville jeg have det med at have været offer for en konspiration?

Det er netop det spørgsmål, der stilles i Steven Spielbergs nye sci-fi-film Disclosure Day. I den tackles en af de mest notoriske konspirationsteorier, nemlig teorien om mørklægningen af rumvæsners eksistens. Filmen med taglinen “vi fortjener at vide det” fokuserer ikke på, om rumvæsner eksisterer, men i stedet på, hvordan samfundet ville reagere på, at en whistleblower afslørede konspirationen om deres mørklægning. Dette er den såkaldte Disclosure Day: dagen, hvor vi alle finder ud af, at vi er blevet holdt for nar. Trods sin tagline lader filmen derfor til at beskæftige sig lige så meget med, hvordan vi ville reagere, som med, om vi har ret til at vide det.

Læseren tænker måske, at der allerede er brugt meget tid og energi på at placere filmen i forhold til Spielbergs andre værker. Men Disclosure Day er virkelig en aspirerende Spielberg-blockbuster med alle de kuriositeter, det indebærer, fra smukt iscenesatte billeder fanget af Janusz Kamiński til lange, dramatiske actionsekvenser og følelsesladede scener. Derfor, retfærdigt eller ej, kommer denne anmeldelse til at fokusere meget på filmen som Spielbergs objekt og projekt.

Filmen virker særligt også som Spielbergs projekt, fordi det som bekendt ikke er første gang, at Spielberg beskæftiger sig med rumvæsner eller sci-fi. Mest berømt står nok E.T. og Jurassic Park, men dette udspil leder tankerne hen på Close Encounters of the Third Kind og måske endda Minority Report.

Det er tydeligt allerede fra rammen for filmen, som heldigvis er hurtigt opsummeret, at Spielberg befinder sig i velkendt farvand. Ved filmens start lurer panik og mistro under overfladen, da en politisk krise er faretruende tæt på at udløse ragnarok. Med dette i baggrunden møder vi Daniel Kellner (Josh O’Connor), der agerer whistleblower af Edward Snowden-støbningen, og sammen med sin kæreste jagtes han som konsekvens gennem USA af Kellners tidligere arbejdsgivere, et skummelt forsvarsfirma ved navn Wardex. I spidsen for menneskejagten står den ominøse Noah Scanlon (Colin Firth). Ubelejligt involveres Margaret Fairchild (Emily Blunt), bedst som hun gennemgår en identitetskrise, samt Fairchilds ugidelige kæreste. Det er i høj grad en film, der afhænger af plottwists og mystik. Af den grund har jeg ikke lyst til at sige mere; det skal gerne opleves.

Resultatet er inddragende og kompetent, omend det har et uspektakulært visuelt udtryk. Plottets enkelthed giver anledning til at fokusere på alt det, der skaber stemningen i filmen, fra belysningen til musikken. Her hjælper de centrale præstationer, der alle står stærkt. O’Connor og Firth er som altid gode, men Emily Blunt er decideret fortræffelig i en meget vanskelig rolle, og hun sælger sin identitetskrise meget vellykket.