[b]Sandholm møder E.T.[/b]

De såkaldte mockumentary-film kan groft sagt deles op i to kategorier. Enten gøres der refleksivt grin med dokumentarfilmens formmæssige konventioner som i Rob Reiners “This is Spinal Tap”, eller også anvendes formen i et kontrafaktisk ærinde som i Gabriel Ranges “Death of a President”, hvor man forestiller sig, hvad der ville være sket, hvis en bestemt begivenhed var faldet anderledes ud. Siden da har mockumentary-filmen syntes fastlåst og ude af stand til at forny sig selv. Neill Blomkamps “District 9” sprænger imidlertid rammerne for, hvad en mockumentary kan, skal og må og placerer sig entydigt som et mockumentarisk hovedværk.

For 20 år siden ankom en stor gruppe flygtninge til sydafrikanske Johannesburg. De blev placeret i et aflukket område kaldet District 9. Grundet frygt, manglende forståelse og et fraværende ønske om dialog fra lokalbefolkningen og myndighedernes side bliver disse flygtninge betragtet som andenrangsvæsner, der nu skal genhuses i en umenneskelig lejr med trange kår langt uden for byens civilisation. I front for denne genhusning står selskabet Multi-National United og den kejtede naive, men retskafne Wikus van der Merwe. Et ikke utroværdigt eller urealistisk scenario – dog med den lille undtagelse, at flygtningene er rumvæsner, der ankom til District 9 via et stort rumskib!

Stilen er i denne film, der er produceret af Peter Jackson, holdt i et mockumentary-look, hvor selv “rejerne”, som rumvæsnerne nedværdigende kaldes, virker mere realistiske end fantastiske. Den håndholdte dokumentarisme efterlades aldrig, men gradvist vinder en mere formmæssig fantastisk stil indpas, der munder ud i hæsblæsende tju-bang-action. Det er ikke desto mindre action med et formål, der viser, hvad desperate og undertrykte folk på flugt eller på vej hjem kan blive nødsaget til, såfremt de bliver kuet og undertrykt længe nok. Den type formålstjenstlig action har denne sommer ellers ikke ligefrem været rig på, mildest talt.

Filmens udvikling sker i takt med, at vores hovedperson Wikus går fra at være rumvæsnernes værste fjende til nærmeste allierede. Wikus har under genhusningen indåndet en underlig sort væske, der nu langsomt transformerer ham til en af disse efterkommere af rumvæsnerne, hvilket gør ham til en jaget mand, der nu må søge hjælp hos en far og søn fra District 9 fyldt med hjemve. Wikus er imidlertid ikke den eneste, der oplever en transformation, idet opholdet i District 9 giver os en forståelse for og indlevelse i de fremmedes liv, samtidig med at menneskene virker stadigt mere og mere inhumane og karikerede. Paradoksalt nok er det rumvæsnerne, der bliver fremstillet med en menneskelig nuance, der gradvist også tilfalder den ellers endimensionale Wikus. En transformation, som understøttes perfekt af og i høj grad skyldes den valgte mockumentariske stil.

Kombinationen af realisme og sci-fi-action krydret med et insisterende stemningsfyldt afrikansk lydspor er ikke bare en original outreret filmisk nyskabelse, men slet og ret en lille genistreg. Det er så uventet opfindsomt tænkt at fortælle en historie om flygtninge, der kunne have udspillet sig i Sandholmlejren eller alle andre steder i verden, hvor fremmede på flugt er blevet parkeret, og så lade den fylde ud med rumvæsner og krydse med et eventyrligt actiontrip, der dog bliver lige begejstret nok for rumkanoner og splatterblod hen mod slutningen. Men pointen og dilemmaet bliver på underholdende vis ridset klart og entydigt op – hvad synes mest hensigtsmæssigt at møde fremmede med: frygt, intolerance og krudt og kugler eller nysgerrighed, åbenhed og samtale?