Livslange venner, fjender og fremmede og alt imellem kæmper om at få overhånd. Resultatet er et trykkende familiedrama om sandhed og selvbillede båret af stærke præstationer hele vejen igennem.

Selvom man måske skulle tro det, når man er yngre, forsvinder barndommens skolegårdsmagtdynamikker ikke fuldstændigt, når man forlader skolen og barndommen. Logikken og spillereglerne bag magtdynamikkerne ændrer sig og bliver måske endda mere diskrete, men ofte eksisterer de stadigvæk sommetider på et eller andet niveau. Det gør de formentlig til dels, fordi de fleste stadigvæk husker, hvordan det var, dengang de regler fyldte en stor del af ens verden. Hvor mange har eksempelvis ikke prøvet at falde tilbage i gamle adfærdsmønstre, når man møder en ven fra folkeskoletiden?

Som to vidt forskellige mennesker og med forskellig gennemslagskraft ved venneparret Anne Sofie (Sidse Babett Knudsen) og Sara (Sofie Gråbøl) formentlig også godt, at disse latente dynamikker præger deres relation med Anne Sofie som frembrusende ejendomsmægler og Sara som den afdæmpede i forholdet.

Da deres børn, henholdsvis Frederik (Viktor Garrison) og Oskar (August Mjelva-Aaen), endda pludselig er involveret på forskellige sider af en overgrebssag, testes venskabet, de forskellige temperamenter og kampen for sandheden om, hvad der egentlig skete. Disse dynamikker kompliceres yderligere af den nye dreng i byen Niels Christian (Julian Brix) og dennes mor, Ulrikke (Asta Kamma August).

Mere har jeg egentlig ikke lyst til at sige om handlingen i Dobbeltfejl, for filmens største styrke er i mødrenes kamp om sandheden, hvor seeren sammen med hovedpersonerne skal gætte handlingen.

Med skarpe præstationer, en fangende historie og en stærk første halvdel leverer Dobbeltfejl et dystert indblik i livslange magtdynamikker og forældreskab.

Denne spænding er understøttet af glimrende skuespilspræstationer over hele linjen.

Især de tre voksne hovedpræstationer i Sidse Babett Knudsen, Sofie Gråbøl og Asta Kamma August stråler i deres respektive roller og i deres roller som deltagere i en skole-hjem-Mexican standoff. Især Sidse Babett Knudsen leverer en decideret fremragende præstation, der uden tvivl (fortjent) vil blive rost til skyerne.

Frederik og Niels Christians interesse for tennis giver anledning til en række tennismetaforer, foruden filmens navn, der fungerer på kompetent omend lige lovligt udpenslet manér. I en tid, hvor der er gået inflation i sportsanalogier, er det langt fra den værste.

Det er den ikke, fordi de filmiske virkemidler bruges på elegant vis til at understøtte den trykkede og i stigende grad dystre stemning ved at skabe en nærmest klaustrofobisk stemning. Cadeau til instruktør Amalie Næsby Fick for at navigere den balance, og konsekvensen er, at seeren fornemmer de stigende spændinger og ubehaget ved accelererende fejl oven på fejl.

Dobbeltfejl er overordnet en meget vellykket film, men alligevel mister den lidt fodfæste mod slutningen og i anden halvdel af filmen, der bevæger sig faretruende tæt på det didaktiske.

Ligeledes savnes der til tider, at der bliver dykket mere i dybden med de centrale voksne karakterer, der i mangel på, at der bliver gjort dette, til tider fremstår en anelse tynde.

Dobbeltfejls styrke i den første halvdel krydret med gennemgående stærke præstationer gør, at den sløjere slutning ikke er ødelæggende for helhedsindtrykket af filmen.

Dobbeltfejl kan ses i biografen fra d. 24/9.