Når ‘Dobbeltspil’ er god, er den et suspensedrama, der udforsker parforholdets magtdynamikker, selviske sider og hemmeligheder. Desværre lever udførelsen ikke op til de lovende takter vist i setup’et, og de tre hovedroller får desværre ikke den film, som deres ellers glimrende præstationer havde berettiget.

Dobbeltspil fra instruktørduoen Julie R. Ølgaard og Esben Tønnesen er en film om et af de største svigt, der kan være i et monogamt parforhold, nemlig at den ene part har levet et hemmeligt dobbeltliv og har haft en kæreste ved siden af.

Karrierekvinden Clara (Neel Rønholdt) har fornøjelsen af at være den uvidende part i dette arrangement, indtil hun møder Katrine (Julie R. Ølgaard), der også uvidende deler kæresten Tobias (Youssef Wayne Hvidtfeldt) med Clara. Her slutter Claras harmoniske eksistens, og pludselig skal der stilles spørgsmålstegn ved alle aspekter af forholdet med Tobias.

Her begynder trekantsdramaet, hvor det viser sig, at alle tre parter har svært ved at fortælle sandheden og ingen problemer med at tage drastiske midler i brug for at få, hvad de gerne vil have.

Dobbeltspil er en film, der er bedst set uden at kende for meget af plottet, og derfor holdes anmeldelsen så spoilerfri som muligt.

Et trekantsdrama afhænger naturligvis af præstationerne og kemien skuespillererne imellem, og heldigvis for Dobbeltspil kommer den langt hen ad vejen glimrende igennem dette. Youssef Wayne Hvidtfeldt som Tobias er overbevisende som den slags kalkulerende, uforudsigelige og åleglatte røvhuldsarketype, som jeg desværre har mødt alt for mange gange iblandt Københavns bedre borgerskab.

Det er næsten et problem for indlevelsen i filmen, at man ser Tobias og tænker: ”Hvad ser hun i ham?” Omvendt har jeg selvfølgelig tænkt det så mange gange i det virkelige liv, at det er svært at holde mod filmen.

Ligeledes giver både Neel Rønholdt og Julie R. Ølgaard stærke præstationer som et par fjender, der bliver venner og dog ikke helt. Og man forstår begge sider, for hvordan reagerer man, når ens verden styrter så fundamentalt sammen?

Det er nemlig Dobbeltspils stærkeste side, at den er villig til at lade seeren blive i uvidenhed vedrørende karakterernes motivation og indre følelsesliv i så lang tid. Resultatet bliver, at man sidder og forsøger at gætte, hvem der narrer hvem, og hvem man egentlig holder med (bevares, man holder aldrig med Tobias).

Dobbeltspil er intet melodrama i klassisk forstand, men alligevel vil fans af genren kunne genkende troper fra melodramaet og dets nyere fortolkninger i det. Fans af den tyske mesterinstruktør Rainer Werner Fassbinder vil f.eks. kunne se ligheder i udforskelsen af magt og manipulation, som de er set i klassikere som Petra von Kants bitre tårer og Ali: Angst æder sjæle op.

Ligesom i disse mesterværker lader de to instruktører hovedpersonerne være usympatiske og selviske. Det er et modigt kreativt valg, der giver filmen en tiltrængt tung og mørk stemning.

Desværre er idéen bedre end udførelsen. Det er desværre især forløsningen af disse intrapersonelle dramaer, der får bunden til at falde ud af en ellers indragende historie. Tag for eksempel Claras forhistorie, der teasers gennem filmen, men forløses meget skuffende.

Selvom kameraføringen til tider medvirker til at give en klaustrofobisk og forfulgt stemning, gør den det ikke konsekvent, og der er derfor for mange sekvenser, hvor filmen simpelthen ser for steril ud.

Det er ikke hjulpet af, at karaktererne trods stærke præstationer ikke forløses af filmens handlingsforløb. Clara kommer eksempelvis aldrig rigtigt ud over scenekanten, og hvad der kunne have været en fascinerende karakter, bliver ramt af en række træge scener, der omhandler Claras forældre.

Ligeledes er afkastet i scenerne mellem Clara og Katrine stærkt aftagende. Forudsætningerne er der for en spændende dynamik mellem de to, men den indfries desværre ikke.

Den sidste del af filmen, hvor mysterierne fylder mindre til fordel for spændingsscenerne, er blandt filmens svageste. Thrillerdelen leverer ikke helt, hvad den lover. Derfor sidder man tilbage med en lidt flad fornemmelse, når rulleteksterne kommer.

Men hvis man er til et suspensefyldt drama om bedrageri og traumer, er der masser at komme efter i Dobbeltspil.

Dobbeltspil kan ses i biografen fra d. 13/8.