[image=21333]
Meget få film i dag lader skuespillere spille deres scener helt ud. Ofte bliver scenerne klippet ned, klippet om eller klippet helt ud, men i “Dobbeltspil – Sleuth” er skuespillet i særdeleshed i højsædet. Dette er imidlertid heller ikke så overraskende med et skuespillerpar som Michael Caine og Jude Law, en instruktør, der både er skuespiller og instruktør, og endelig en Nobel-prisvinende forfatter til at styre manuskriptet. Caine og Law får lov til at udfolde sig helt, og det lønner sig. “Dobbeltspil – Sleuth” er netop en fortælling om et tvetydigt sammenstød mellem Wyke og Milo – rig vs. fattig, ung vs. gammel, forfatter vs. skuespiller og ja, Alfie vs. Alfie. De to skuespillere, der begge har spillet “Alfie” i henholdsvis 1966 og 2004, viser sprængfarlig kemi i flere scener, hvor f.eks. Wyke vil vise Milo, hvordan han skal agere inde i hans hus, efter de simulerer, at Milo bryder ind. Situationen bliver voldsom, og Wyke og Milo kommer selv i tvivl om, hvem der er hvem på hvilke tidspunkter.
[image=21338]
Filmen foregår stort set kun på én location – Wykes palæ. Interiøret er stærkt modernistisk og skaber en visuel kontrast mellem den engelske landskabsidyl og det kolde moderne hus. Huset er udstyret med forskelligfarvet lysprojektører, trapper, der forsvinder ud i ingenting, og abstrakte skulpturer. Med andre ord – huset ligner til forveksling en stor teaterscene, hvor alt kan styres med Wykes fjernbetjening. Stedet er dermed den perfekte scene til det lettere patosladede skuespil, men de kreative kameravinkler forhindrer dog det hele fra at blive teatralsk på en negativ måde. Huset bliver i filmen en slags pseudoverden, hvor de to egoer kan udkæmpe deres duel, dog ikke med sværd, men med ord.
[image=21337]