[b]Ene mand mod Herr Hitler[/b]

Danske Jesper Christensen spiller i Jan Troells film, “Dom over død mand”, den [i]jävla[/i] vrede teolog og chefredaktør Torgny Segerstedt, der i årene op til og under 2. verdenskrig var Sveriges skarpeste kritiker af nazismen. Ikke udelt populært i det neutrale Sverige. Udelt begejstret er det desværre også svært at være for 82-årige Troells flagrende, sort/hvide fortælling, der aldrig kommer helt ind på livet af den store personlighed, Segerstedt reelt var. Men i skikkelse af Jesper Christensen og takket være Troell selv bag kameraet er Segerstedt og “Dom over død mand” trods alt et interessant bekendtskab.

Filmen er bedst, når der er noget på spil for Segerstedt, og man mærker historiens vingesus. Som i en tidlig scene, der udspiller sig i 1933. Her har Segerstedt påkaldt sig selve Reichsminister Herman Görings vrede ved at kalde Adolf Hitler for [i]’en forulempelse'[/i] i Gøteborgs Handels- og Søfartsavis. Prompte sender Göring et personligt protesttelegram til den svenske chefredaktør. Det bliver stolt rammet ind. Der er ingen slinger i valsen rent professionelt for Segerstedt.

Privatlivet er en helt anden sag. Her finder vi hurtigt ud af, at den midaldrende ægtemand er en kvindebedårer. Konen Puste driver sig selv til vanviddets rand af ren jalousi, mens elskerinden Maja, der bliver spillet at en skamløst flirtende Pernilla August, synes at stortrives i orkanens øje af intriger. Alt kompliceres kun yderligere af, at Maja er jødisk og i øvrigt finansierer avisen. Som krigen rykker nærmere og kommer, bliver Segerstedts kompromisløse kritik af Nazi-Tyskland stadig farligere og farligere. I hvert fald for de magtmænd såvel som Sveriges kong Gustav, der for alt i verden ikke ønsker at lægge sig ud med nazisterne og risikere landets neutralitet.

En af Jan Troells største styrker som en filmmager, der både instruerer, skriver manuskript og fotograferer sine egne film, har altid været (social)realismen. Som i fortællingen om en families udvandring til 1800-tallets USA i “Udvandrerne” og “Nybyggerne” fra 1971-72. “Maria Larssons evige øjeblik” fra 2008, hvori en ganske almindelig kvinde omkring år 1900 opdager sit særlige talent for at fotografere, favnede både det realistiske og billedets lyrik til perfektion. Og så var spillet mellem Jesper Christensen som filmens rare fotograf og finske Maria Heiskanen som titlens Maria Larsson så fint og afdæmpet.

I “Dom over død mand”, Jan Troells vistnok trettende spillefilm siden debuten “Her har du dit liv” i 1966, er instruktøren på mere gyngende grund. Realismen overdøves flere steder af grelle afstikkere af mere psykologisk-magisk tilsnit: Segerstedt taler med sin afdøde mor i skikkelse af danske Sonja Richter – sådan forklares det, at ærkesvenske Segerstedt taler med tung dansk accent. Fikst. Og hun er langt fra det eneste spøgelse, der hjemsøger ham. Efter ikke så få besøg fra det hinsides, havde jeg svært ved helt at holde fokus på filmens krumtap, nemlig Torgny Segerstedts imponerende og stædig kamp mod ondskaben, der, som han siger i filmen, [i]”er et faktum”[/i].