Terminate the Colonel”Dommedag nu” er jo en film som de fleste nok vil have stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt. Filmens kaotiske tilblivelse er efterhånden legendarisk. Den tog næsten halvandet år at filme og hovedrolleindehaveren Martin Sheen døde næsten undervejs. Manuskriptet blev skrevet om adskillelige gange, og mange af filmens replikker er improviserede. Til trods for alt dette (eller måske netop derfor) er filmen unægtelig interessant.
[image=785]
Filmen har altid været omdiskuteret. Der findes både dem som tilbeder den, og de som betragter den som en komplet fiasko. Den er i sandhed meget ujævn. Det fremstår stedvis som fascinerende, indsigtsfuld, fjollet, prætentiøs og undertiden nærmest kedelig. Men der findes lykkeligvis nok storslåede øjeblikke til at kompensere for filmens mangler. For eksempel er start og slut sekvenserne fantastiske, næsten hypnotisk filmede.
I filmen følger vi Kaptajn Willard (Martin Sheen) på hans rejse op ad floden i en af hærens både. Undervejs på rejsen oplever han den ene mere absurde situation efter den anden. Alle steder springer krigens meningsløshed tydeligt frem. Undervejs læser Willard om Oberst Kurtz (Marlon Brando) og efterhånden får han en større og større sympati for Kurtz. Samtidigt begynder bådens besætning langsomt at gå i opløsning omkring ham. Folkene, som mildestalt er ude af stand til at håndtere opgaven, dæmper deres rædsel med stoffer og mister mere og mere grebet om virkeligheden.
[image=781]
Som filmen udvikler sig skifter den stil fra en realistisk (omend overspændt) tone til en mere surrealistisk drømmende stil. Det er i denne del, som en beskrivelse af galskab, at filmen viser sin genialitet. Den paranoide stemning bliver overvældende, og vi føler, sammen med Willard, at verdenen virkeligt er ved at bryde sammen omkring os.
Filmen bruger umådelig meget energi på at bygge op til mødet med Kurtz, men samtidigt er den så langsomt fortalt at den til tider godt kan virke frustrerende. Da det endelige møde med Kurtz til sidst kommer virker det ikke helt tilfredsstillende. Kurtz skal forestille at være en guru, som nærmest bliver tilbedt af hans folk, og som ydermere er en udsædvanlig effektiv soldat. Det er svært at forestille sig da vi ser Brando sidde og vrøvle noget pseudofilosofisk sludder i mørket. Til gengæld spiller Brando scenerne fornemt og dette kompenserer heldigvis.
[image=797]
I “Redux” versionen er der som sagt lagt ekstra sekvenser ind i filmen. Disse ændrer ikke grundhandlingen, men består for det meste af flere møder undervejs på rejsen. Vi ser flere scener med bådens besætning. Disse er generelt set ikke særligt interessante. Personerne i båden er i det store og hele klicher, og det bliver ikke føjet noget synderligt til ved at bruge mere tid på dem. I en sekvens ser vi dem sammen med en nogle playboy modeller. Denne scene må vel nærmest betegnes som komisk, og den synes at falde helt udenfor filmens stil.
Vi ser også flere scener med Robert Duval. Disse understreger hans groteske personlighed og er ganske underholdende, men måske lidt overflødige. Desuden er der en ekstra scene med Kurtz hvor han læser op af en avis for at pointere kriges hykleri. Denne scene er ganske vist ikke specielt god, men filmen sukker så meget efter flere scener med Kurtz, at det alligevel må siges at være en positiv tilføjelse.
[image=790]
[image=789]
Det egentlig brøler i ”Redux” er en ca. 20 minutter lang sekvens hvor Willard møder nogle franske bosættere. Her må Willard pænt sidde igennem en ulideligt lang belæring om Vietnams historie. De franske bosættere virker dybt malplacerede i filmen, og hele dette stykke virker umådelig dårligt.
[image=795]