[b]Monstrene under sengen[/b]

Det er fristende at opdele gysere i to kategorier: Der er dem, der baserer deres evne til at skabe frygt på, hvor mange bøh-øjeblikke, de kan skabe, og så er der den gruppe, der i stedet bygger den på at vække en angstprovokerende atmosfære.

For førstnævntes vedkommende gælder det som regel for undertegnede, at de er en kortlevet oplevelse, hvor filmene sædvanligvis ikke tåler gensyn – man kan selvsagt kun blive forskrækket af den samme ting én gang – og ikke mindst mange halvdårligere slashere lider under det forhold, at de får en meget mekanisk fremtoning. Ligesom alle andre hopper jeg i sædet, når jeg ser dem, men inde bagved keder jeg mig gevaldigt, eftersom begivenhederne oppe på lærredet grundlæggende er mig så inderligt ligegyldige.

Den Guillermo del Toro-producerede “Don’t Be Afraid of the Dark” falder lykkeligvis ind i den sidstnævnte kategori og præsenterer i stedet en historie, hvor figurerne er interessante og vedkommende, og hvor atmosfæren er det egentlige omdrejningspunkt. Jo vist, her er også et par hårrejsende punkter, og særligt én bestemt sekvens vil utvivlsomt få popcornene til at flyve ud over de nærliggende sæder, men uhyggen bygger først og fremmest på tilskuerens anspændte forventning om, hvad der kommer til at ske om lidt, og hvad det mon vil gøre ved vore hovedpersoner.

Filmen er en genindspilning af en tv-gyser, som del Toro så som barn, og som skræmte livet så meget af den unge knægt, at den blev en kilde til vedvarende inspiration og nu har ført til, at han er medforfatter på dette manuskript. I denne udgave er hovedpersonen den unge pige Sally, der netop er blevet sendt til sin far og hans nye kæreste – spillet af henholdsvis Guy Pearce og Katie Holmes – der er i fuld gang med at restaurere et stort, gammelt hus. Som tilskuere ved vi dog allerede fra en nervepirrende åbningsscene, at noget særdeles væmmeligt gemmer sig i kælderen, og inden længe bliver den unge pige hjemsøgt at ubehagelige syn og mærkelige lyde.

Hvad der følger er ikke en stilskabende ny slags gyser, men derimod en solid og velfortalt klassisk gotisk fortælling om det hjemsøgte hus. I modsætning til kollegaen Quentin Tarantino, der tilsyneladende vil lægge navn til hvad som helst, så er Del Toro betydelig mere kvalitetsbevidst og har i Troy Nixey fundet en instruktør, der har skabt en stemningsfuld og æstetisk betagende ramme. Synsvinklen er sat hos den unge pige, og som voksen tilskuer føler man sig hurtigt hensat til den alder, hvor der gemte sig monstre under sengen og ækle væsner i afløbene. Samtidig spiller filmen også på de underbevidste kræfter, og de skjulte væsner kommer hurtigt til at fremstå som den undertrykte vrede, som det unge skilsmissebarn føler over sin situation.