Denne gang er det så “Doom”s tur til at blive filmatiseret. Spillet “Doom” er det som hedder et “first-person shooter”, hvor man ser handlingen fra den person man styrers synsvinkel. Som regel over en meget stor skyder der er i gang med at blæse et monster i smadder.
[image=11222]
Der er altså væmmelige væsner på spil, så derfor sender man en bande marinesoldater, anført af den brutale Sarge i The Rocks skikkelse, til Mars for at rydde op. De er de hårdeste soldater i verdenen får vi at vide, selvom det virker lidet overbevisende i betragtning af hvor uprofessionelt og kvajet de opfører sig gennem filmen. Gruppen af folk udgøres af de sædvanlige klicheer, som endda har kaldenavn efter deres type. Snart er de i fuld sving med at lede gennem mørke Aliens-agtige tunneler og tja… der bliver de så stort set gennem hele filmen.
[image=11223]
“Doom” er den slags film hvor kvaliteten af underholdningen afhænger af hvor stor en skyder man har, men selv som monstersplatter er den en overraskende tam affære. Filmen er desuden fyldt med tåbelige indslag som f.eks. soldaternes tendens til konstant at afsikre deres våben hver gang de går gennem en dør, selv når de er på vej ind i et rum uden fare overhovedet. Karakternene har personlighed så udtryksfuldt som et papbæger, hvilket medfører at man er fuldstændig ligeglad med deres skæbne. Selv når der sker en potentielt overraskende drejning med personerne, forbliver man ganske uberørt. Dialogen består mest af diverse soldater der snerrer ordrer af hinanden i så tætte nærbilleder, at man har lyst til at dukke sig for ikke at blive ramt af spyttet. Den er så skidt skrevet at film som “Resident Evil” ligner Hamlet ved sammenligning.
[image=11224]