[b]Malcolm i midten af Inglewood[/b]

Det er ikke let at være sort i en socialt belastet forstad til Los Angeles. Slet ikke, når man betragtes som en af de hvideste fyre på skolen. Malcolm spiller i et punkrock-band med sine venner, lytter til klassisk hiphop fra 90’erne og – værst af alt – han får gode karakterer og drømmer om at komme ind på Harvard. Han kunne lige så godt gå rundt med en skydeskive klistret fast i panden. Heldigvis for os, så er akavede teenagere ofte vildt underholdende at se på, og her skuffer “Dope” ikke.

De fleste grin ligger i de mere og mere vanvittige situationer, som Malcolm og vennerne Jib og Diggy får rodet sig ud i. I starten handler det bare om at navigere Inglewoods baggyder for at undgå drengebander, pushere og skyderier, men i løbet af ingen tid må de desperat forsøge at finde ud af, hvad man gør med tre kilo ecstasy, som en lokal bandeleder har gemt i Malcolms rygsæk. Og så er der selvfølgelig hende pigen, som Malcolm er brændt varm på, der selvfølgelig er bandelederens ekskæreste. Men der er også den rige pige, der keder sig og derfor kaster sig over ham, men uheldigvis også over de tre kilo ecstasy. Nåja, og så var der det interview med en Harvard-alumne, som kan give Malcolm en fordel, når han selv skal ansøge – som er den rige piges far – og bandelederens bagmand. Det er faktisk slet ikke nemt at være Malcolm.

Før vi ender helt i slapstick og klassisk amerikansk teenagekomedie i stil med “American Pie” eller “Sex Drive”, formår “Dope” dog at bevare en kerne af social indignation og satire, der med undtagelse af en lidt for prædikende monolog i slutningen fastholder jordforbindelsen. Alle karaktererne er forbundet på kryds og tværs og pointen er netop, at Malcolm ikke bare uden videre kan bryde væk fra sit belastede miljø. Alle valg har konsekvenser, og de konsekvenser giver bølger videre ud i byen. I en af de bedste scener er det lykkedes Malcolm at slippe væk fra dem, der jagter ham og rygsækken. Mens han sidder på bagsædet af bussen på vej hjem, forestiller han sig, at alle filmens karakterer står på og sidder og stirrer på ham. Scenen er både betryggende og foruroligende, hvilket igen fremhæver den dobbelthed og dobbelte identitet, der om noget er pointen med “Dope”.

Shameik Moore bærer meget af filmen som Malcolm. Han er alt for usikker på sig selv, men grundlæggende charmerende – ikke mindst i kraft af hans dejligt nørdede besættelse af 90’erne. Kvaliteten af hans skuespil kan næsten overkomme det klassiske problem, at man i castingen igen har valgt afsindigt smukke mennesker til at spille roller, der ikke just er skrevet sådan. Kiersey Clemons brænder også igennem som den herligt ukomplicerede lesbiske veninde, Diggy. Hun har nogle af de bedste replikker og leverer dem veloplagt, som i de evige diskussioner med den hvide stener-ven, Will, om hvorfor han ikke må bruge N-ordet.

“Dope” er fyldt med referencer til 90’ernes hiphop, men med en ironisk distance, der for mig fungerede godt. Jeg kan blive træt af film, der svælger for meget i deres egen nostalgi. Visuelt eksperimenteres der lystigt med klipning, så det til tider ligner en musikvideo eller en eksperimenterende filmskolefilm. Med tilpas meget energi og overskud. Så selv om pointerne ikke er nye og historien minder om så mange andre, er der intet at udsætte på udførelsen.