Der tages ingen fanger i Radu Judes ‘Dracula’, der trods konstant overophedning er mere end en meningsløs stiløvelse i at kombinere det høj- og lavkulturelle. Snarere fungerer den som en bred komedie om udbytnings- og udnyttelsesforhold forklædt som AI-slop. Momentvis er den også sjov.

Jeg indrømmer, at jeg indtil engang midt i sidste uge tænkte, at det er tæt på umuligt at lave en nyskabende version af vampyrfilmen. Uanset hvilken måde man forsøger at angribe den på, læner den sig op ad tidligere eksempler i filmhistorien. Det gælder især, hvis man laver en komedie om vampyrer: en genre, der i høj grad beror på metajokes og det referentielle.

Med sin seneste film har den rumænske instruktør Radu Jude modbevist min naive indstilling. Det har han gjort ved at kaste sig over projektet i sin vanlige, ligeligt kreative og vanvittige kombination i Dracula. Det er en film, som ingen beskrivelse kan yde retfærdighed, og som bryder med konventionelle fortælleteknikker, men lad mig da alligevel prøve.

Filmen fortæller om et par teaterskuespillere, der midt i en ret ringe forestilling om Dracula forsøger at undslippe deres tyranniske arbejdsforhold. Hovedfortællingen bliver afbrudt af filmens instruktør, der, ramt af skriveblokering, allierer sig med såkaldt generativ AI for at skabe 12 segmenter, som med mellemrum afbryder hovedfortællingen. Fortællingerne benytter sig i større eller mindre grad af AI-billeder, og de berører alt fra filmhistorien (heriblandt Nosferatu fra 1922 og Charlie Chaplin) til TikTok, Ceaușescu og blodtørstige turister.

Hvem er Vlad Dracula i dag?

Et originalt koncept, et stort cast og et højt ambitionsniveau gør naturligvis ikke i sig selv en god film. Spørgsmålet er derfor, om filmen formår at bruge kombinationen af AI og Dracula effektivt og sjovt.

Svaret er både og.

For det er ikke bare sådan, at nogle af AI-segmenterne er sjove, mens andre er mindre sjove. Snarere er de nærmest alle sammen begge dele. De er lidt sjove, lidt kedelige, ret grimme og alle præget af Judes unikke kombination af legende højkulturelle referencer og en demonstrativt vulgær tone.

Historierne har det til fælles, at de kredser om vampyrens betydning i dag. Dracula, der først blev populariseret i Bram Stokers roman Dracula, er historisk blevet kædet sammen med den rumænske fyrste og krigsfører Vlad Tepes. AI-historierne kredser derfor især om Tepes og i forlængelse heraf om Draculamyten og dens betydning i dag.

Det nærmer sig en kliché at ty til pop-psykoanalysen og sige, at gysergenren afslører noget om samfundets fælles ubevidste og undertrykte frygt. I Dracula er det dog klart tilfældet. Filmen sætter lighedstegn mellem myten om Dracula, den masseberømte blodsugende parasit, og andre parasitære forhold.

Forbindelsen til Vlad Tepes, der er blevet en helt på den nationalistiske rumænske højrefløj, illustrerer dette. I en af AI-vignetterne dukker Tepes op på sin borg i nutiden, nu forvandlet til et museum og filmet på location, og bliver forarget over den hyggestatus, han er blevet reduceret til. Ligesom Dracula lever af at suge blod, lever museet af at suge værdi ud af historiefortællingen om Tepes.

Fokusset på det blodsugende og parasitære går igen i historierne, helt ned til den måde, filmen er lavet på, med brugen af generative AI-modeller. I Dracula lader AI til at dele mange træk med vampyrmyten. Den er blodsugende, mystisk og underligt libidinøs (Det kan ikke understreges nok, hvor besynderligt liderlige AI-segmenterne er).

Filmen bruger på glimrende vis rammefortællingen og sin egen tilblivelsesform som affyringsrampe for en bredere satire over magtforhold, kapitalisme og politiske kampe, kun svagt iklædt vampyrkappe.

Selvom mange af historierne fortsætter for længe, resulterer kombinationen i noget så sjældent som en vellykket brug af og beskæftigelse med AI-teknologi på det store lærred i en tid, hvor AI lurer som en mørk sky over filmhimlen.

Hvor grimt er for grimt?

Rygterne går på, at filmen er optaget på en iPhone på under 30 dage. Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tror på det, for filmen er virkelig grim. Det er den selvfølgelig især, fordi der bruges primitive AI-modeller til at generere billeder, men det er den sandelig også andre steder.

Radu Jude har selv kaldt filmen en hyldest til instruktøren Ed Wood, populært kendt som verdens værste instruktør. Ligesom med Ed Woods film vil der utvivlsomt være mange biografgængere og anmeldere, der rynker på næsen ad Draculas tekniske mangler og overdrevne skuespil.

Filmen befinder sig på den måde i en krydsild. På den ene side vil humoren og filmens gennemført hæslige look uden tvivl skræmme dem i arthousesegmentet, der nærer fine fornemmelser. På den anden side vil de evindelige højkulturelle referencer til litteratur og filmhistorie såvel som mangel på interesse i Dracula skræmme dem, der bare gerne vil se en konventionel vampyrkomedie.

Ligesom Ed Woods film har det imidlertid for undertegnede en stor værdi, at filmen er så højlydt og ambitiøs i sit stilistiske udtryk. På den måde beundrer jeg Judes engagement. Det er valg, der passer godt til filmens skamløst maksimalistiske etos: at skrue det vulgære, pornografiske og åndssvage op på 11. Omvendt ser filmen som konsekvens mildest talt tvivlsom ud.

Men den stilistiske sammenhæng gør den naturligvis ikke i sig selv til en vellykket komedie.

Spørgsmål er derfor, om filmen leverer ud over det konceptuelle. Er den også en sjov oplevelse at se?

Et grin er et grin, meeeen

Selv de største fans af filmens humor vil næppe finde den morsom gennem samtlige segmenter.

Jeg trak selv på smilebåndet mange gange under filmen, men ikke alle grin er som bekendt skabt lige, og flere gange blev der snarere grinet i vantro.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man vil finde filmen morsom, kan et par eksempler på dens humor måske hjælpe. Hvordan lyder en mark, hvor der i år vokser flyvende dildoer i stedet for grøntsager? Hvad med en midaldrende Draculaskuespiller med erektionsproblemer?

Finder man disse setups konceptuelt sjove, er der en god chance for, at man vil føle sig underholdt gennem i hvert fald dele af filmens 170 minutter. Ruller man derimod med øjnene, skal man nok gå i en stor bue uden om filmen. Det bliver nemlig kun værre (eller bedre, afhængigt af øjnene, der ser).

Uanset om man anser filmen for at være en unik og hylende morsom genfortælling af Draculamyten eller en plat joke, der varer alt for længe, er det helt sikkert en film, der vil vække stærke følelser hos seeren.

Forventer man en konventionel vampyrfilm, bliver man skuffet. Filmens brug af AI har kun sporadisk succes, morsom er den kun momentvis, og til tider er den kedelig som et ondt år. Alligevel er resultatet et bizart kaos af en film, der ikke blot fungerer som stiløvelse, men også som en filmisk inddragende i kraft af sin eksperimenterende og vilde form.

Dracula kan ses i udvalgte biografer fra den 5. august.