[b]Ud af Edderkoppens spind[/b]

Der er nogle af os horror-fans, der har ventet længe på, at Sam Raimi skulle tage en pause fra sit Spider-Man-epos og lave det, han nu er bedst til: Hylende morsomme og groteske B-gyserfilm. Og med hans nye film “Drag Me to Hell” er vores bønner i allerhøjeste grad blevet hørt. Her går fantasifulde påfund og grotesk, sort humor op i en højere enhed, og man lader sig grinende og gysende slæbe med ned mod helvedets dyb.

Det er ikke noget nyt, at hovedpersonerne i gyserfilm skal gennemgå en helvedes masse pinsler for at komme ud på den anden side, men ingen skal lægge krop og sjæl til så mange dæmoniske påfund og groteske forbandelser, som de uheldige helte i en Sam Raimi-gyserfilm. Og her er “Drag Me To Hell” absolut ingen undtagelse. Galoperende næseblod i spandevis, slim i alle afskygninger, en gammel, psykotisk sigøjnerkvinde med overnaturlige kræfter samt en yderst aggressiv dæmon med appetit på forbandede sjæle. Dette er blot nogle af de strabadser, der møder den unge, blonde hovedperson Christine Brown, da hun på sit arbejde hos banken afviser en gammel sigøjnerkvindes ønske om et nyt lån. Ydmyget og rasende kaster den gamle dame en forbandelse over Christine, og hun har nu tre dage til at få den ophævet, inden dæmonen [i]Lamia[/i] kommer efter hendes sjæl. Og når ens skæbne er i en sigøjnerkvindes hænder, så bliver man desperat og tyr til alt fra indiske åndemanere til rituel ofring af… ja, det skal ikke afsløres her, men lad mig blot sige, at folk med stor forkærlighed for nuttede husdyr nok vil synke en ekstra gang.

Paradoksalt nok så kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har grint så meget i biografen, og det selvom filmen er fyldt med klassiske chokeffekter og skræmmende uhyrer, der får én til at hoppe i sædet af skræk og rædsel flere gange under filmen. I Sam Raimis univers er der nemlig ikke langt fra gys til latter – ofte foregår de to ting samtidig, og det er en af grundene til, at hans film skiller sig ud fra de samlebåndsgysere, vi bliver bombarderet med hver anden weekend i biograferne.

Der er mange, som før og efter Raimi har prøvet sig med det, man kunne kalde for gyserkomik, men de fleste brækker nakken på det, fordi det ofte enten udmønter sig i en gyserfilm med for lidt humor eller en komedie med for lidt gys. Raimi formår som en af de få instruktører rent faktisk at få det til at virke, hvilket han jo i høj grad viste for snart en del år siden med sin “Evil Dead”-trilogi. Det er derfor kærkomment, at han med sin nye film endnu engang maler biograflærredet rødt med b-gyserfilmens teaterblod og giver fansene den film, de har sukket efter i alle de år, hvor Spider-Man har haft travlt med at svinge sig i New Yorks skyskrabere.

“Drag Me To Hell” besidder de klassiske elementer i en toptunet, b-horrorfilm, som vi er kommet til at kende og elske dem fra instruktørens hånd: Antihelt(ind)ens konstante trængsler og fysiske pinsler, de overnaturlige elementer, de tiltende og til tider jagende kameraføringer, grotesk, fysisk komik ofte med (sp)latterlige udfald og et plot, der er så vanvittig langt ude, at man kun kan grine af det. Alison Lohman er perfekt i hovedrollen og kan på mange måder bedst betegnes som “Evil Dead”-ikonet Ashs kvindelige modstykke – tilsat en charmerende naivitet og frataget de mange one-liners. Den gamle sigøjner, Mrs. Ganesh, er dog den figur, der løber med det meste af opmærksomheden, og hun er virkelig et syn for afguderne. Rynket som en gammel kødbolle fra Rumænien fremstår hun vidunderlig i al sin groteskhed, og man skiftevis griner og gyser, når hun stikker sit kvalmefremkaldende ansigt frem på lærredet.