Fight fire with fire”Dragejægerne” er en skuffende og temmelig charmeløs monsterfilm.

Filmens plakat giver et noget falsk billede af indholdet. Den forestiller en drage, der spyr ild udover London i en “Independence Day”-agtigt stil. “Dragejægerne” er imidlertid ikke en katastrofefilm, men derimod en post-apokalyptisk science-fiction film. I de første fem minutter af filmen ser vi den 5-årige Quinn vække dragerne i vore dages London. Derefter foregår filmen i en fremtid, hvor verdenen er en rygende ruinbunke. Det er naturligvis skuffende, at vi aldrig ser dragerne angribe den etablerede civilisation, og man får en mistanke om, at der har været nogle begrænsninger på budgettet. Ligeledes består fremtidsverdenen hovedsagelig af en samling tilsodede murstensbunker.

Til gengæld er der tydeligvis brugt penge på at lave dragerne. De fremstår for det meste overbevisende, men vi ser dem som regel kun i korte klip, hvor billederne er dækket til at røg. Man sidder store dele af filmen og længes efter at komme til at se en levende drage i hel figur. Da man endeligt gør det, ser dragerne uheldigvis temmelig falske ud.

I “Dragejægerne” møder vi Quinn (Christian Bale), der som voksen leder en gruppe overlevende. De forsøger at klare sig ved et beskedent landbrug. Uheldigvis er det særdeles farligt at høste, da de så må bevæge sig ud af slottet på de åbne marker med risiko for at ende som drageføde.

En dag ankommer en lille gruppe soldater anført af den lettere psykotiske Van Zan (Matthew McConaughey). De har udtænkt en metode til at slå dragerne ihjel. I munden på dragerne findes der forskellige væsker som, når de blandes, de bruger til at spy ild. Disse væsker udgør en form for “Natural Napalm”, og ved at skyde dem i munden kan man antænde denne, og få dem til at eksplodere indvendigt (eller noget i den stil).

Van Zan har ligeledes opdaget, at alle dragerne undtagen én er af hunkøn, hvilket vil sige, at man ved at udrydde hannen, som naturligvis er kolossal og meget vanskelig at dræbe, kan udrydde racen. Han mangler imidlertid mandskab til at gøre dette og forsøger derfor at rekruttere Quinn og hans folk. Quinn mistror dog Van Zan og har ingen ambitioner om at blive dragejæger. En stor del af filmen bruger de to derfor på at råbe af hinanden, mens den smukke helikopterpilot Alex (Izabella Scorupco) forsøger at gyde olie på vandene. Quinns modvilje er dog ikke større end at vi hele tiden godt ved, at han vil slutte sig til Van Zan, og dette stykke af filmen føles derfor temmelig trættende.

Når en film handler om, at drager og mennesker slås i år 2020, er der naturligvis ikke brugt de store kræfter på realisme, men det er alligevel vigtigt, at en film optræder troværdigt indenfor sine egne rammer. Uheldigvis er dette ikke tilfældet med “Dragejægerne”. Der er endeløse urimeligheder i plottet og udførselen. For det første er det et mysterium, hvorfra menneskerne får benzin til bilerne og helikopteren. Ligeledes undrer man sig over, at dragerne kun har ét mandligt medlem. Der er drager over hele verdenen, kommer de alle sammen fra samme han? Er ingen af de æg, de lægger, hanner? Vi ser Quinn læse et gammelt nummer af TIME, hvor historierne alle viser, hvordan dragerne udsletter hele menneskeracen. Hvis dette var tilfældet, forekommer det lidt besynderligt, at der stadig var folk til at skrive artiklerne, tage billederne, samt trykke og omdele magasinet.

Vi får at vide, at dragerne er ved at sulte, eftersom de har ædt næsten alle menneskerne. Dette får Quinn til at bemærke, at nu er de for alvor farlige (de var åbenbart ikke så farlige, dengang de åd hele menneske-racen). I betragtning af at dragerne konstant jager efter mad, og at det derfor er farligt at bevæge sig udenfor, er det også påfaldende, at personerne i filmen konstant vader frem og tilbage udenfor slottet.

I rollen som Quinn gør Christian Bale et udmærket arbejde, i betragtning af de til tider rædsomme replikker, han må sige. Som Van Zan er Matthew McConaughey derimod ikke særlig vellykket. Han spiller ham mere eller mindre blot ved at tale hæst, trække vejret tungt og tygge på den samme cigarstump om og om igen. Rollen er udpræget endimensionel. Van Zan siger stort set de samme fem replikker om og om igen: [i]”Drager er slemme”[/i], [i]”De lever af død”[/i] og den slags. I betragtning af at Van Zan skal forestille at være en god strateg, virker han udpræget som en, der knap nok har IQ nok til at binde sine sko.

Izabella Scorupco fylder sin rolle nogenlunde, men der er nu heller ikke meget at arbejde med. I det hele taget er personerne blot klicheer uden nogen form for dybde. En smule forsonende humor kunne have hjulpet, men en sådan findes der ikke megen af.

Nu er attraktionen ved en film som denne jo ikke plot eller skuespil, men først og fremmest chancen for at se drager slås. Set på den konto leverer “Dragejægerne” så varen?

Actionscenerne i filmen fungerer sådan set udmærket, men i betragtning af mulighederne er det ærgerligt, at vi ikke ser særlig mange drager, og at der heller ikke er mange actionsekvenser med dem. Filmens spændingshøjdepunkt kommer ca. midtvejs i en flot scene, hvor en drage jager en helikopter samt tre faldskærmsudspringere. De scener, der kommer bagefter, når aldrig det niveau igen, og slutningen føles derfor som et antiklimaks.