Filmen”Dragejægerne” er den type film som er et let offer for kritik: Filmen er en typisk testosteronladet actionfilm, hvor de seje fyre taler til hinanden på den hviskende og samtidig ru måde: [i]”Look out that window, Eden isn’t burning…its burnt.”[/i] Matthew McConaughey overspiller i rollen som den amerikanske dragejæger med det meget lidt amerikansk klingende navn, Denton Van Zan… Og groft sagt er filmen en opvarmet version af “Aliens”.

Summen af dette er lig med noget der kunne minde om en traditionel actionfilm. Det er den også, men filmen prøver ikke på at udgive sig for mere end den er. Og den filosofi prøver den så at få det bedste ud af.

Quinn (Christian Bale) så den første drage. Men snart var der millioner af dem. De ynglede som græshopper. De nedbrændte alt på deres vej, drevet af ét eneste formål: At æde. Forskerne erfarede, at det var en art, der havde brændt dinosaurerne bort. Deres aske havde ført til istider. De havde brændt alt liv på jorden for at sulte og gå i hi og afvente nyt liv på jorden, så de kunne starte deres cyklus igen. Myndigherne besvarede deres ild, men for hver dræbt drage kom der 100 nye til. De få overlevende mennesker flygtede fra byerne og søgte tilflugt, hvor de kunne. Kun én art slipper levende fra opgøret…

Sådan får vi serveret historien i filmens indledende del, og det er filmens egentlige svaghed. Vi hører kun om de store interessante opgør mellem menneskene og dragerne. Vi får ikke lov til at smage på hovedretten og bliver spist af med desserten. Men hvis man ikke er skrupsulten, er en lille dessert nu heller ikke det værste der findes.

Filmen er nemlig befriende fri for den form for selvhøjtidelighed vi bl.a. kender fra film som “Armageddon” og “xXx”. (Selvom at førstnævnte udgiver sig for ikke at være det, så er filmens slutning med dens svingen med det amerikanske flag og de utallige “helte-i-slowmotion” sekvenser afslørende).

Actionscenerne, der foregår i en “Max Mad”-lignende verden, er ganske underholdende (på trods af de ikke er endvidere nyskabende). Dragerne er med deres slidte og hullede vinger også interessante at studere. På skuespillerfronten er det faktisk kun Christian Bale som har noget at arbejde med, men det afholder nu ikke Matthew McConaughey fra at tage del i løjerne. Han leverer som sagt en omgang underholdende overkill.

Da Jordens befolkning næsten er udslettet (som betyder at Hollywood sikkert også er det), står Quinn og en af hans venner for den primitive underholdning i lejren. Foran et ungt måbende publikum udfører de klassiske scener fra gamle og (måske?) “udbrændte” film. Bl.a. “Star Wars – A New Hope” og den med hajen (som en lille pige siger). [i]”Did you make that up yourself?”[/i], spørger børnene beundrende. [i]”Off course!”[/i], lyder svaret. Der er små sjove jokes som disse i starten af filmen, men i takt med at heltenes problemer optrappes, nedtrappes humoren for til sidst helt at forsvinde.

En anden sjov ting er i starten hvor personerne er englændere, ja der er filmen ligesom englændere traditionelt er, vittig og med en vis form for sofistikeret tankegang. Og da vi møder amerikanerne skifter filmen over i det mere actionpræget og kontante som kendetegnende for amerikanerne (hvis man skærer de nationale kendetegn ud i pap altså). Der hvor de to nationaliteter mødes har filmen desværre også et dødt punkt. For meget “Hvor-er-vi-på-vej-hen-og-hvordan-skal-vi-gøre-det?” snak og for lidt handling. Ved et eventuelt 2. gennemsyn af “Dragejægerne” anbefales det at springe et kapitel eller to over på dette tidspunkt i filmen.

Filmen kunne sagtens have været mere spændende og skræmmende, men da den som sagt ikke prøver på at være det, ville det være urimeligt at skrive det på som en mangelvare. “Dragejægerne” får 3 kameraer med en pil opad herfra, men for at få den bedste oplevelse ud af filmen (og alle andre film for den sags skyld) gælder det om ikke at have de store forventninger til den.

VideoOverførelsen, som er i Anamorphic Widescreen 2.35:1, er rigtig god med et flot og rent billede. Eneste lille minus ligger i de mørke scener, som ikke helt når den dybde som DVD-formatet er i stand til at yde. Men ellers er farverne og skarpheden i top.

AudioLyden som både findes i Dolby Digital 5.1 og DTS 5.1 er fantastisk, specielt når dragerne angriber og samtidigt flyver hen over kameraet. I disse scener anbefales det at skrue rigtigt højt op (med naboens samtykke selvfølgelig). Bassen er dyb og filmmusikken (som er kraftigt inspireret af “Aliens”) af Ed Shearmur har en god fylde og kraft.

Ekstra Materiale

“Breathing Life Into Terror”

“If You Can’t Stand The Heat”

“Reign Óf Fire” computerspil trailer

Ekstra materialet er meget sparsomt. To programmer og en trailer til computerspillet inspireret af filmen er alt hvad det kunne blive til. Det første program forklarer hvordan filmens drager er blevet til, og hvad der ligger til grund for skabelsen af dem. Det sidste program fokuserer på filmens kulisser.