[b]Knap så dragende[/b]

Der er ikke mange bøger fra dette årtusind, der har nydt så megen omtale eller solgt så mange eksemplarer som Khaled Hosseinis “Drageløberen”. Marc Forsters filmatisering er selvsagt også blevet diskuteret en del, men er dog blevet modtaget med knap så åbne arme som dens populære forlæg. Mange tilhængere af romanen har kritiseret filmen for det, som filmatiseringer ofte bliver beskyldt for: at have frasorteret vigtige dele af den oprindelige bog. Og selv et uindviet individ som undertegnede, der aldrig har rørt bogen, kan mærke, at filmen “Drageløberen” mangler noget. Bevares, det er en flot film med et udmærket, om end traditionelt plot og ganske godt skuespil, men den får aldrig for alvor adrenalinen til at pumpe.

Hosseinis fortælling er berygtet for at have sat skub i talløse læseres tårekanaler. Derfor er det skuffende, at filmatiseringen sjældent sætter følelser eller tanker i gang. Personerne rejser i et raskt tempo fra punkt A til B til C og så videre, men der dvæles aldrig tilstrækkeligt ved karaktererne, deres følelser eller intrikate forhold. Stort set hver eneste scene virker blot som det næste, logiske skridt på protagonisterne og antagonisternes forudsigelige færd mod skæbnens ventede rand. Det er virkelig en skam, man ikke har indsat nogle flere intime scener mellem figurerne, hvor de ytrer replikker, der ikke udelukkende virker griflede for at drive plottet fremad, men som i stedet tilføjer karaktererne ekstra lag og mere troværdighed.

Under de sekvenser, hvor filmmagerne tydeligvis vil fremprovokere gåsehud og/eller gråd, sidder man oftest og trækker undrende på skuldrene, fordi man slet ikke får den eftertragtede indlevelse i persongalleriet. Det vil derfor formentlig være lettere for tilhængerne af romanen, der allerede kender karaktererne til hudløshed, at blive revet med af de levende billeder. Men “Drageløberen” er langtfra uinteressant. Filmens beskrivelse af Afghanistan både før og efter Sovjetunionens invasion i 1979 er meget slående – ikke blot fordi, scenografien og fotograferingen er upåklagelig, men også fordi filmen tegner et mere nuanceret og indbydende billede af det krigshærgede land end de mange nyhedsudsendelser, der blot stempler landet som en ørkenagtig slagmark.

Og især den foruroligende skildring af Talebans afskyelige ugerninger gør indtryk. De skiftevis betagende og frygtindgydende billeder ledsages i øvrigt af Alberto Iglesias’ dejlige, Oscar-nominerede musik, som filmen havde været betydeligt svagere foruden. Ensemblet er også udmærket. Khalid Abdalla, der var uforglemmelig som terrorist i Paul Greengrass’ “United 93”, er tilpas ærbødig i hovedrollen som Amir – en afghansk forfatter, som vælger at drage tilbage til sit hjemland efter adskillige årtiers fravær for at opnå syndsforladelse på særpræget vis. Iranske Homayoun Ershadi stjæler dog rampelyset fra Abdalla som Amirs strikte far. Ershadi er så intens, at filmens svagheder faktisk fremhæves, når end han dukker op.

Børneskuespillerne, der portrætterer Amir som lille og hans barndomsven Hassan, er nogenlunde, men til tider er deres mimik en smule stiv, hvilket ikke just gør det lettere at engagere sig i dem. Og ærligt talt er der ikke meget ud over fortællingens location, der får “Drageløberen” til at adskille sig fra mange andre film om folk, der beslutsomt søger absolution. Mod slutningen lykkes det til tider filmen at fremtvinge en klump i halsen. Men det er alt for lidt, alt for sent. Schweiziske Marc Forster, der ellers må betragtes som en ekspert i karakterdrevet drama (“Stranger than Fiction” og “Monster’s Ball”) burde have gjort det bedre. Vi krydser fingre for, at Foster huskede at gå op i gear igen, før optagelserne til “Quantum of Solace” gik i gang.

[b]Video[/b]

“Drageløberen” er spækket med imponerende billeder af bl.a. den afghanske natur, så det er heldigt, at udgivelsens transfer er fremragende. Detaljerigdommen er enorm, og kun få skud fremstår ikke knivskarpe. Farverne er betagende og overbevisende, og temperaturen vakler aldrig. Glorier fremkommer ekstremt sjældent og er aldrig distraherende. Hverken komprimeringsfejl, støj eller snavs optræder. Til gengæld er kontrasten indimellem lidt svag i nogle af filmens mørkeste scener, hvorfor billedsiden kommer til at virke en smule flad og overbelyst.

[b]Audio[/b]

Skivens DTS-HD High Resolution 5.1-lydspor er godt, men ikke helt godt nok. Dynamikområdet er relativt stort, men det er synd, at brugen af subwooferen ikke er en anelse mere opfindsom. Det synes kun at være de mest åbenlyse lydeffekter, såsom fyrværkeri og våbenskud, der tillægges ekstra slagkraft af LFE-kanalen. Man savner også mere uforudsigelig brug af baghøjtalerne, som sjældent bruges til andet end musik og ordinære, om end effektive atmosfærelyde. Men alle lydeffekter, musikalske indslag og replikker kommer klart og tydeligt igennem. Der er kun få panoreringer, men de fleste er mindeværdige, og støj optræder aldrig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Marc Forster, Khaled Hosseini og manuskriptforfatteren David Benioff diskuterer filmen på et hæderligt kommentarspor. Herrerne diskuterer ikke blot tilblivelsen af flere af de forskellige sekvenser, men også historiens temaer og flere af grundene til, at Hosseini skrev specifikke scener i sin oprindelige bog. Filmens trailer, en lynhurtig tale om Afghanistan af forfatteren Khaled Hosseini og to featuretter befinder sig også på disken. Det hele præsenteres i 576p. Dokumentarerne “Words from The Kite Runner” (15 min.) og “Images from The Kite Runner” (25 min.) berører især manuskriptets udvikling, historiens relevans, skuespillerne og kulisserne. Dokumentarerne er blevet produceret af Laurent Bouzereau, der er kendt for at have lavet talrige glimrende dokumentarer om Spielbergs film, hvorfor det ikke kommer som den store overraskelse, at disse dokumentarer er informative og fascinerende.