Drømmepiger drænet for driveBill Condon, der stod bag manuskriptet til Rob Marshalls Oscar-tyv “Chicago”, har tydeligvis ladet sig inspirere af sin kollegas sans for den sikre, men kedelige formelfortælling. Denne gang har han taget pladsen i instruktørstolen på filmatiseringen af den prisvindende Broadway-musical “Dreamgirls”, løst baseret på historien om Diana Ross og The Supremes. Filmen ved desværre ikke om den vil være en rigtig musical eller ej, og når fokus også mangler på dramaets side og i karaktertegningerne, ender man mest med et fængende, men også lidt for velpoleret soundtrack tilsat ligegyldige billeder.

Den talentfulde trio The Dreamettes, bestående af Effie, Deena og Lorell, bliver i starten af 60’erne spottet ved en talentkonkurrence af Curtis Taylor Jr., der tilbyder de håbefulde piger en plads som backing-gruppe til det store soul-navn James ‘Thunder’ Early. Pigerne drømmer om at slå igennem på egen hånd, især forsangeren Effie, som ved, at hendes stemme er unik, men de tager alligevel imod Taylors tilbud, med hans løfter om at sætte skub i deres karriere. Taylor har et godt øre for tidens lyd og går i gang med den svære opgave at få sort musik ind på de hvide hitlister. Han lykkes over al forventning, men da pigerne får deres lovede solokarriere bliver det i stedet med den smukke Deena i front til fordel for Effie, der føler sig snydt og forrådt. Taylor er dog fast besluttet på at få gruppen til tops, koste hvad det vil.

“Dreamgirls” har et ambitiøst sigte, nemlig at fortælle historien om både det unge, frembrusende sangtalent Effie (Jennifer Hudson), den mindre anmassende, men kønne Deena (Beyonce Knowles), der pludselig har taget sin venindes plads, den kyniske, men dog effektive producer Curtis Taylor Jr. (Jamie Foxx), samt den lidt for pigeglade James Early (Eddie Murphy), der må sande, at tiden er ved at løbe fra ham. Filmens størst problem bliver imidlertid, at den ikke kan beslutte sig for, hvem der skal være hovedpersonen, og dermed hvilken historie der er den centrale. Den slags fungerer i multi-plot fortællinger som f.eks. “Magnolia”, men ikke i en klassisk storladen Hollywood-musical med en sort/hvid [i]rags to riches[/i]-historie, hvor dét, der ender med at fylde mest, er lydsporet.

Det tidsbillede, der slås an og som antydes imellem de glitrende show-stoppere ved at vise glimt af Detroits raceuroligheder og Martin Luther Kings taler, virker sært opsat og slet ikke i tråd med den ufarlige showbiz-historie. Det manglende fokus gør også, at de enkelte karaktertegninger aldrig uddybes, og dermed lades vi i stikken emotionelt, i hvert fald når det gælder forbindelsen til personerne. Musikken får os ganske vist til at føle, i de mange velkomponerede og swingende numre, der ironisk nok synes at bejle til publikum netop så kalkulerende som den sjælløse Curtis Taylors produktioner anklages for, men handlingen lader os nærmest følelsesløse.

Derudover skæmmes filmen alvorligt af sit lettere pinlige forsøg på at tage form af en klassisk musical med indlejrede sang-numre, hvor de medvirkende pludselig synger replikkerne. I starten er musikken reserveret til scenen, hvor den fungerer efter hensigten, men det bratte brud med virkeligheden dræner historien for enhver troværdighed og eksekveres på en både kluntet og ufrivillig komisk måde. Heldigvis har “Dreamgirls” sparet på disse upassende genre-forsøg, men de præger alligevel helheden og hjælper i hvert fald ikke med at holde sammen på en i forvejen uinteressant og uinspirerende film.