[b]Voldsom underholdning i en gold fremtid[/b]

Det lyder umiddelbart som en dårlig joke, men efter den katastrofalt dårlige “Judge Dredd” fra 1995 er tegneserien af samme navn endnu en gang blevet filmatiseret. Takket være den første film, som havde Sylvester Stallone i titelrollen, er det svært ikke at frygte det værste, men “Dredd” er gudskelov en ekstraordinært underholdende, effektiv og hypervoldelig film med tungen lige i munden.

Velkommen til fremtidens USA: Et ødeland præget af kriminalitet, skudsalver og bander. Dredd er en såkaldt “dommer” og en af de få, der kæmper for et lovlydigt samfund i en verden, der efterhånden er domineret af forbrydelser. Da tre narkohandlere bliver tortureret og slået ihjel i højhuset/beboelsesslummen Peach Tree, tager Dredd og den synske nybegynder Cassandra ud for at undersøge sagen. Her anholder de et af stedets største slyngler, hvilket får den skruppelløse Ma-Ma til at lukke bygningen ned og beordre de to ordenshåndhævere dræbt. Dredd og Cassandra har nu kun hinanden at stole på i kampen for overlevelse.

Noget af det, der er vægtet allerhøjst i “Dredd”, er den visuelle æstetik. Billederne af en by i ruiner er imponerende og troværdige, og da de to uheldige helte bliver låst inde i den tårnhøje slum, er hver en gang og hvert et hjørne en klaustrofobisk fælde af mørke og dunkle anstrøg. Man kan dog ikke lade være med at overveje den ufrivillige ironi, der ligger i at lade skurkenes narkotika kickstarte nogle af filmens smukkeste sekvenser. Brugeren af stoffet får en følelse af, at alting bevæger sig i slowmotion, farverne bliver skarpere, og alle kanter bliver oplyst af lys. Visuelt fungerer det fortrinligt, og for første gang nogensinde blev denne anmelder imponeret over brugen af 3D, der her vitterligt styrker ens indlevelse i billederne.

Men gemmer der sig noget bag filmens mørke, markante æstetik? Ja, det gør der absolut! Filmmagerne tager ofte moderne, filmiske værktøjer i brug, men i stil og stemning har “Dredd” mest tilfælles med 1980’ernes actionbrag, hvor de onde var onde, og de gode altid leverede en kvik bemærkning, før de trykkede på aftrækkeren. Der er nok [i]one-liners[/i] i “Dredd” til at brødføde en hel franchise, men de er alle veltimede og mindeværdige. Gennem størstedelen af “Dredd” er både tempoet og niveauet højt, men efter en kavalkade af spændingsfyldte begivenheder daler tempoet en smule, da instruktøren Pete Travis og manuskriptforfatteren Alex Garland introducerer et unødvendigt plotelement halvvejs inde i filmen, som både føles ligegyldigt og søgt. Det er dog til at leve med.

Skuespillerne har bestemt også en andel i filmens underholdningsværdi. Karl Urban er særdeles karismatisk som den benhårde Dredd, mens Olivia Thirlby både er sød og barsk som Cassandra, men det er Lena Heady, der fuldstændig stjæler showet i rollen som Ma-Ma – en fjendtlig og grusom kvinde med en vindermentalitet ud over det sædvanlige. Med et stort ar på kinden og et iskoldt blik er Heady så nærværende og demonstrativ som Ma-Ma, at man ikke kan undgå at nære en syg respekt for hende. Det er i hvert fald ikke svært at forstå, hvordan hun kan hverve så mange lakajer.