Filmz
Drengen i den stribede pyjamas

Boy in the Striped Pyjamas, The

Medvirkende:

Asa Butterfield, Zac Mattoon O'Brien, Domonkos Németh, Henry Kingsmill, Vera Farmiga, Cara Horgan, Zsuzsa Holl, Amber Beattie, László Áron, David Thewlis, Richard Johnson, Sheila Hancock, Iván Verebély, Béla Fesztbaum, Attila Egyed

Instruktør:

Mark Herman

Filmlængde:

93 minutter

Genre:

Drama

Drengen i den stribede pyjamas

[b]Med skyklapper for øjnene[/b]

Anden Verdenskrig har efterhånden været beskrevet i utallige udgaver og med mindst lige så mange forskellige vinkler, også på film. Dog har Europas mørkeste æra i trediverne og fyrrerne sjældent været så useriøst og hånligt genfortalt, som tilfældet er det med den filosoferende “Drengen i den stribede pyjamas”. Holocaust er et af de grimmeste spøgelser fra den tid, men her fornemmes det blot som værende en søndagstur på landet for de implicerede parter. Og det kan vel næppe have været intentionen?

[image=41863]

En del af forklaringen er formentlig, at filmen sværger til den poetiske realisme, som generelt har et ret udsvævende forhold til den virkelighed, der forsøges skildret. Set igennem et barns øjne fås her forklaringen på, hvad der foregik under Anden Verdenskrig, og hvorfor befolkningerne gjorde, som de nu engang gjorde. Problemet er dog, at hovedpersonen, den 8-årige Bruno, er drønnaiv og ikke forstår de rette omstændigheder. Det virker ikke videre troværdigt, når alt omkring ham opfattes som del af en større leg – ikke mindst den nærliggende arbejdslejr for jøder, hvor de daglige ligafbrændinger i øvrigt garanterer, at luften er tyk af ildelugtende røg.

Oprindeligt stammer Bruno og hans familie fra Berlin, men den lettere fantaserende knægt er søn af en højtstående befalingsmand i den tyske hær, og det gør, at de må rykke op med rode og flytte ud på landet til et afsides liggende landsted, hvor faderen tilsyneladende skal bestyre den nærliggende arbejdslejr for jøder. Men Bruno keder sig i det nye domicil og vil ikke indordne sig de mange retningslinjer. Arbejdslejren vækker derfor hurtigt hans interesse af ren og skær kedsomhed, men det er imidlertid her, han møder adspredelse i den internerede jødiske dreng Schmuel. Med et pigtrådshegn som eneste barriere opbygger de to trods væsensforskellige baggrunde over tid et solidt bånd, som de voksnes ideologier og politiske doktriner ikke kan lave om på.

[image=41859]

Mest problematisk er filmens valg af sprogstamme. Trods beretningens åbenlyse rodfæstelse i det tyske, så er “Drengen i den stribede pyjamas” af uransaglige årsager indspillet med britisk engelsk som gennemgående modersmål. Det skurrer voldsomt i ørerne og virker meningsforstyrrende i en grad, så filmen aldrig bliver den regulær nydelse, der ellers er mulighed for. De tyske gloser havde naturligvis været mere velvalgte og larmer enormt ved deres fravær. Om det øver indflydelse på indtrykket af skuespilpræstationerne skal være usagt. Men i hvert fald er figurerne upålideligt skildrede, og det i sig selv er selvfølgelig drønærgerligt. For når det kommer til stykket, besidder “Drengen i den stribede pyjamas” en interessant tilgang til sit emne.

Dykker man ned i materien, rummer filmen mange stereotype detaljer, der er unødvendige, firskårne, ja i nogle tilfælde endda tåkrummende. Bruno er for naivt beskrevet, og hele opsætningen er for fattig på nuancer og realisme. Poetisk realisme kan virke sådan til tider, men der er dog fortilfælde, hvor det har fungeret noget bedre. Undervejs kulminerer den politiske dagsorden, da den 12-årige søster smider dukkerne og melder sig ind i Hitler Jugend, mens moderen tværtimod vågner op til dåd og som den eneste tilsyneladende gennemskuer råddenskaben ved det imperium, Hitler på rekordtid er ved at opbygge.

[image=41861]

“Drengen i den stribede pyjamas” tilfører naturligvis ikke historieskribenterne noget, der ikke allerede er fortalt. Et langt stykke af vejen er filmen decideret ligegyldig, men hen mod slutningen sker der noget. Helt hvad skal ikke afsløres her, men blot må det konstateres, at der er lagt i kakkelovnen til en finale, der rummer en væsentlig pointe. En pointe, som understreger absurditeterne i krig, og som stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor befolkninger gang på gang kan ryge på kant med hinanden, selv om de i fredstid lever fint og i fred og fordragelighed med hverandre.
[b]Video[/b]

“Drengen i den stribede pyjamas” præsenteres i et skarpt udseende anamorphic widescreen 1.85:1-format. Der er ikke tilfælde af hverken digitale forstyrrelser eller udtværinger, mens en smule edge-enhancement dog ikke fornægter sig. Både kontrast og farvetemperatur holder sig konstante, om end sidstnævntes farvetoner synes noget matte i koderne.

[image=41862]

[b]Audio[/b]

På lydsiden eksekveres filmen i det allerede omtalte engelsksprogede Dolby Digital 5.1-lydspor, mens der også er muligt for en fransk og en spansk versionering, dog i Dolby Digital 2.0. Grundlæggende er dialogen tydelig og blottet for overstyringer, mens atmosfæren er veldefineret, men en smule neutral. Mest fyldig er den voluminøse underlægningsmusik og de enkelte vellykkede lydpanoreringer og distinkte effektlyde.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ekstramaterialet består af trailere, slettede scener og et kommentarspor med instruktør og manuskriptforfatter Mark Herman samt bogforlæggets forfatter John Boyne. De to diskuterer filmens forlæg, scenerne, optagelserne og ikke mindst krigens gru. Som supplement er “Friendship Beyond the Fence” en tyve minutters feature, der går i rette med filmens produktion. En lidt mager anretning, må det dog konstateres.

[image=41864]

Kort om filmen

8-årige Bruno keder sig i det nye store hus. Han savner vennerne hjemme i Berlin. Selv hans søster er holdt op med at lege og interesserer sig i stedet for den flotte Løjtnant Kotler. Og mor og far har forbudt ham at lege med børnene nede på den nærliggende gård – hvor alle synes at gå rundt i pyjamas. Nysgerrig som han er, ender han alligevel dernede. Ved pigtråden. Her møder han den jævnaldrende Shmuel. Ganske uvidende om, at pigtråden skiller herrefolket fra undermenneskene, knytter tyskeren Bruno – søn af lejerkommandanten – venskab med jøden Shmuel. Imens hans huslærer indprenter ham nazistisk racehad, spiller Bruno bold med Shmuel og bringer ham mad. Hvis du blot kunne finde én god jøde, ville du være verdens største opdagelsesrejsende, siger læreren. Der er intet, Bruno hellere ville – men sikkert og uomgængeligt bliver Bruno og hans venskab med Shmuel indhentet af begivenhedernes gang.

Ads by MGDK