[b]Fortænkt[/b]

Fri vilje eller forudbestemt biologi? Det er spørgsmålet i “Du forsvinder”, som jeg aldrig kommer til at se igen, hvis jeg da ellers har en egen vilje. For selv om Trine Dyrholm gerne vil være klog med store hjerne-tanker om selvet, så dumforklarer den her Peter Schønau Fogs første film efter “Kunsten at græde i kor” mig med en fortænkt voice-over. Tankerne ender som desperate udsigelser: Jeg tænker – altså, det gør jeg!

Jeg skal ikke kunne sige, om det er Christian Jungersens roman-forlæg, der tænker den her tankeprut ihjel. Her kommer spørgsmålet nemlig før spændingen. Spørgsmålet om Nikolaj Lie Kaas med skoleleder-fuldskæg har begået underslæb til 12 millioner med sin gode vilje – eller om en svulst har ødelagt impulskontrollen i hans hjerne? Men det er aldrig spændende, om han bliver frikendt i retten. Eller om sygdommen har ødelagt forholdet til Trine Dyrholm-konen. Det er derimod fortænkte tanker om selvet, bevidstheden, hjernen, biologi og den frie vilje, der altid indgår i de replikker, som bliver læst op, som stod de stift skrevet på en teleprompter.

For ironisk nok så tror den her film om tanker og hjernen ikke, at jeg kan tænke selv. Alt støbes i stive setups, hvor biologi eller vilje sættes op som modsætninger til debat. Hvem bærer skylden for, at venneparret ved middagsselskab efter middagsselskab fortsætter med at fortælle, at nu sælger de altså huset og tager på jordomrejse uden alligevel at handle på det? Det er jo bare snak. Samme historie hver gang. Er det mangel på fri vilje? Eller bare sådan de er fra naturens hånd? “Du forsvinder” gør mennesker til debat-brikker i en slags trist kronik.

Værst er det, at Schønau Fog stoler så lidt på kapaciteten i min hjerne til at forstå den ensidige diskussion, at han har udstyret Trine Dyrholm med en [i]voice over[/i], der gør Deckards originale “Blade Runner”-voice-over tvetydig til sammenligning. Sådan er det også, når hun besøger en støttegruppe for pårørende til hjerneskadede. I stedet for at være mennesker med følelser så bliver det en fortænkt session, hvor de forklarer hende, at han er uden skyld i underslæbet – vi er determineret biologi. Det er filosofi for [i]dummies[/i].

Der er ellers antræk til en Dyrholm-præstation, som den hun var dygtig med i “Kollektivet”, hvor hun bedragede sig selv til at blive i et ulykkeligt ægteskab. Helt fint, at ægtemanden havde en yngre elsker til også at bo i kollektivet – det er jo bare frisind, ikke? På samme måde forklarer hun her Lie Kaas’ utroskab med svulsten. Han kan ikke gøre for det. Det er hans biologi, der bestemmer. Han kan ikke stritte imod. Sådan selvbedrager hun ægteskabet godt igen. Nu er det hendes hjerne, der ændrer sig og virkeligheden. Eller bare opfattelsen af den. Som svulsten gør.