[b]Drama ved hoffet[/b]
Englændernes produktion af historiske kostumedramaer er efterhånden en noget forudsigelig affære, og fra diverse tv-serier fra BBC samt spillefilm kender vi snart formularerne udenad. Ikke desto mindre må man også indrømme, at de også er ualmindeligt dygtige til det, og endnu et bevis for deres evner kan findes i den engelske “The Duchess”.
[image=37221]
Filmen har Keira Knightley i hovedrollen som den historiske figur Georgiana Cavendish, der på trods af sine unge år bliver giftet bort til den langt ældre hertug af Devonshire. Hertugen, der spilles af Ralph Finnes, er en bizar mangel på personlighed, der kun synes optaget af sine hunde samt det forhold, at han absolut må have en kone, der kan levere ham en mandlig arving. Han griber derfor til forplantningsakten med samme begejstring, som man ville klare opvasken, men går samtidig i lag med utallige kvinder ved siden af, som han tilsyneladende er en del mere erotisk tillokket af end sin kone.
Alle andre end Hertugen er ellers betaget af hende, og snart bliver hun en offentlig personlighed kendt både for sin skønhed og modebevidsthed, men også for sine – efter tidens norm – usædvanligt stærke meninger og politiske bevidsthed. På trods af sin succes i omverden kan hun dog fortsat ikke levere den ønskede søn, og Hertugens frustrationer over den udsigtsløse forbindelse bliver mere og mere udtalte.
[image=36444]
“The Duchess” er en filmatisering af Amanda Foremans biografi om Georgiana og falder ganske naturligt ind i den genre af kostumedramaer, der blander historiske fakta og deriblandt kvinders ringe situation med en kulørt kærlighedshistorie og romantiske trængsler. Den leder tankerne hen på Jane Austins romaner, men har en kynisme og kontanthed over sig, der adskiller sig fuldstændig fra Austins relativt optimistiske fortællinger. Langt hen ad vejen minder den om den nyligt udgivne “Den anden søster”, der ligeledes handlede om kvalerne ved et ufrugtbart ægteskab, men i modsætning til den har hertugen her ikke engang energien til at foregive romantiske følelser. Hans kone er en fødefabrik og intet andet.
En af Georgianas efterkommere var Prinsesse Diana, og ligesom hende ender Georgiana også i et ægteskab, hvor manden i al praktisk henseende har en kone ekstra. Men hvor hans utroskab ingen konsekvenser eller betydning har, så har hun ikke de samme muligheder, og da hun ligeledes griber efter et halmstrå uden for ægteskabet, får det alvorlige konsekvenser.
[image=37219]