[b]Hvem snører snørerne?[/b]

Intrigerne flyver i cirkler om hinanden i “Duplicity”, hvor de to karismatiske svindlere i Clive Owen og Julia Roberts skikkelser er ved at falde over hinanden i bedrag, fusk, løgn og snyd.

De er begge tidligere feltagenter for efterretningstjenester, men har nu skiftet CIA og MI6 ud med det private erhvervsliv, hvor numrene er mindst lige så omfattende, men de økonomiske udsigter til gengæld er betydelig mere lukrative. Claire og Ray, som de hedder, mødes først under arbejdet, hvor hun går i seng med ham blot for at franarre ham nogle vigtige dokumenter. Det er han naturligvis vred over, selvom det er uklart, om han er mest sur over, at hun blot skred igen, eller om det er over, at hun var snedigere end ham.

Præcis den konflikt bliver et vedvarende spørgsmål. De to spioner har kløgt, glatte tunger og sexappeal i overskud og er så erfarne i at fortælle og gennemskue løgne, at de er blevet paranoide i det ekstreme og absolut ikke stoler på nogen eller noget som helst. De to charmetrolde er blevet involveret i en kamp mellem to rivaliserende firmaer, hvor det ene står overfor en gennembrydende opfindelse, som konkurrenten derfor hyrer vores to løgnhalse til at finde. Det viser sig at være lettere sagt end gjort, for intet er, som det ser ud til i denne film, hvor omfattende svindelnumre konstant trækker tæppet væk under personerne.

“Duplicity” er skrevet og instrueret af Tony Gilroy, der også stod for begge jobs i den Oscarnominerede “Michael Clayton”. Her er den alvorlige tone dog udskiftet med en legende en af slagsen, som ligger sig i traditionen fra klassiske svindlerkomedier. Mens filmens primære handlingsspor udspiller sig, føres vi konstant tilbage i tiden i korte glimt, hvor vi ser tidligere begivenheder, som for os til at se på de nuværende begivenheder med andre øjne. Der viser sig at være et omfattende net af begivenheder, som sammen danner et langt rodet, og temmelig usandsynlig handlingsrækkefølge.

Troværdigheden har dog ikke så stor betydning for filmen, som er mere skæg og ballade end noget andet, og de to stjernes underholdende leg med hinanden er en fryd at overvære. Det samme kan siges om Paul Giamatti og Tom Wilkinson, der som lederne af de to rivaliserende firmaer udgør et herligt komisk makkerpar, der konstant er optaget af at jorde den anden på den mest udspekulerede måde.