[b]Overvågningssamfund på underholdende overdrev[/b]

D.J. Caruso, som stod bag kameraet på sidste års populære “Disturbia”, er tilbage med en ny thriller, der ligesom “Disturbia” har Shia LaBeouf i hovedrollen. “Eagle Eye” omhandler det, som der er tæt på at være det fuldendte overvågningssamfund, hvilket er overdrevet, men alligevel underholdende.

På vej hjem fra sin tvillingebrors begravelse skal Jerry Shaw lige forbi pengeautomaten, der til hans store overraskelse viser, at han har et meget stort beløb stående på sin konto, og automaten begynder at spytte penge ud i massevis. Lettere forvirret kommer Jerry hjem i sin lejlighed, hvor der er bunker af militært isenkram, som han aldrig har set før. Kort efter modtager han et ukendt opkald, der uden videre forklaring beordrer ham til at flygte, da FBI er på vej ind i lejligheden. Jerry ignorerer opkaldet for derefter at blive invaderet og anholdt af FBI.

Et andet sted i byen har Rachel lige sat sin søn på toget og skal derefter ud og nyde en aften med tøserne. Festlighederne går dog hurtigt i stå, da hun modtager et opkald, hvor hun først får vist en videooptagelse af sin søn, hvorefter hun får at vide, at hvis hun ikke adlyder de kommende ordrer, så vil toget med hendes søn ombord blive afsporet.

“Eagle Eye” tager udgangspunkt i overvågningssamfundet, hvilket hurtigt gør handlingen mere eller mindre grotesk, da det er så overdrevet beskrevet, at det næppe kan sammenlignes med den overvågenhed, som der er den dag i dag. Man når derfor heller ikke ret langt ind i filmen, før den befinder sig på et niveau uden for det realistiske. Alligevel accepterer man den manglende realisme for i stedet at lade sig rive med af den spænding, som filmen trods alt byder på.

Ligesom der ikke skal stilles for mange spørgsmål til filmens handling om et overvågningssamfund så overdrevet, at det har mistet al form for jordforbindelse, så skal der heller ikke tænkes for meget over de plothuller, som “Eagle Eye” indeholder. Filmens høje tempo og tilhørende spænding fører flere gange til nogle lidt tomme højdepunkter, der ikke leverer det, som handlingen ellers har lagt op til. Samtidig medfører de halvtomme højdepunkter, at den forudgående spænding godt kan føles lidt overflødig.

“Eagle Eye” kan godt minde om noget, vi har set før, og det er da også tydeligt, at folkene bag kameraet har haft film som “I Robot” og “Enemy of the State” i tankerne under filmens produktion. Men selvom filmen indeholder elementer fra andre film, så adskiller den sig alligevel tydeligt fra dem.