[b]What a wonderful world…[/b]

Naturligvis bør dokumentaren “Earth” bedømmes som et selvstændigt værk, men det er alligevel en smule svært at fortrænge følelsen af, at man har set det hele før, og at filmen blot er en lang trailer til “den ægte vare” – nærmere bestemt BBC’s skelsættende miniserie, “Vores planet”, som hævede standarden for naturdokumentarer tilbage i 2006 med dens overdådige billedside og uhørt grundige gennemgang af planetens mangfoldighed. “Earth” er skruet sammen af de samme folk, og den består næsten udelukkende af uddrag fra “Vores planet”.

Jovist, her er få minutters hidtil uset videomateriale, rækkefølgen på flere klip er blevet ændret, og David Attenboroughs karakteristiske fortællerstemme er blevet erstattet af Patrick Stewarts lige så charmerende røst. Men [i]langt[/i] de fleste klip har vi set før, og replikkerne er stort set de samme, lydene er de samme, og musikken er den samme. Det ændrer selvfølgelig ikke på, at “Earth” både er en ekstremt lærerig og underholdende oplevelse. Stort set samtlige minutter af “Vores planet” var fuldstændig fortryllende, så det giver næsten sig selv, at der ikke er ét kedeligt øjeblik blandt de 99 af slagsen i “Earth”.

Der er skud undervejs, der synes at trodse al logik. Vi kommer usandsynlig tæt på mikroskopiske insekter, tøjlesløse rovdyr og ekstremt sjældne væsner såsom den såkaldte amurleopard, som der efterhånden kun er 40(!) tilbage af på verdensplan uden for de zoologiske haver. Mest imponerende er de panoreringer og zooms, der på meget kort tid afbilder alskens langvarige processer – lige fra fåtallige blomster, der skyder frem, til komplette skove, som ændrer kulør. Computereffekter forulemper gudskelov aldrig billedsiden. George Fentons score er til tider lidt for pompøst, men englænderens musik er som regel lige så behagelig som de levende billeder, den understøtter.

Naturligvis er “Earth” ikke nær så omfattende eller dybdeborende som “Vores planet”, men filmen vælger heldigvis at stille skarpt på udvalgte dele af tv-seriens mange episoder, så den ikke ender som en fragmenteret montage, der springer pludseligt fra verdensdel til verdensdel og fra dyrerace til dyrerace. Filmen fokuserer især på en flok isbjørne, et par pukkelhvaler og en elefantmoder og dens nuttede unge, og dermed ender “Earth” som et fascinerende portræt af dyrenes familieværdier, som viser sig ikke at være meget anderledes end vores egne. Især isbjørnefaderens lange søgen efter mad til sin familie er gribende og endda mere rørende end mange af Hollywoods bedste tårepersere, mens junglefuglenes spøjse parringsritualer også giver os en del at grine af. Børn vil formentlig elske filmen, men de allermindste bør holde sig væk.

Mellem de optagelser, som altså udgør filmens tre hovedforløb, leveres adskillige uovertrufne naturbilleder, som konstant minder os om naturens uvurderlighed og menneskehedens ansvar over for selv samme. Selv ikke den mest veludtænkte skræmmekampagne kunne have gjort det bedre. Man kan selvfølgelig debattere, om “Earth” ikke bare er en nedkogt [i]’greatest hits'[/i]-udgave af “Vores planet”, men filmens gennemslagskraft og relevans er til gengæld hævet over enhver diskussion.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. Coveret hævder fejlagtigt, at filmen præsenteres i billedforholdet 2.40:1. Filmen præsenteres i det korrekte billedforhold. “Earth” ser nøjagtig lige så godt ud på Blu-ray som “Vores planet”. Billederne er almindeligvis knivskarpe og besidder en exceptionel dybde, der jævnligt får dem til at fremstå tredimensionelle. Stort set hver eneste nuance af farvespektret gengives perfekt, sortniveauet er tip-top, og der optræder aldrig edge-enhancement. Undertiden dukker der støj op i billedets mørkeste afkroge (til tider i form af pulserende streger) angiveligt grundet interferens fra radioudstyr under optagelserne. Ganske få sekvenser blev i øvrigt skudt i Standard Definition og virker derfor en anelse uskarpe og flade i forhold til HD-optagelserne.

[b]Audio[/b]

“Earth” lyder til gengæld meget bedre end “Vores planet”. Det har nok noget at gøre med, at den oprindelige tv-series lydspor blot blev præsenteret i Dolby Digital 5.1, mens filmens lydside gengives via et DTS-HD Master Audio 5.1-mix. Lydsporet har en langt bedre bund og gengiver også høje toner klarere, end DD5.1-lydsporene gør på udgivelsen af “Vores planet”. Indimellem savner man lidt mere aktivitet – især under scenerne i junglen, hvor dyrelivet indimellem ikke virker aktivt nok. Men som regel er den auditive atmosfære overbevisende og besnærende, både musikken og Patrick Stewarts ord kommer klart og tydeligt igennem, og så er der også flere mageløse panoreringer. Især sekvensen, hvor pukkelhvalernes sang omslutter seeren, er mindeværdig.

[b]Ekstramateriale[/b]

Der er intet på skiven ud over filmen.