[b]Lad isbjørnene danse[/b]

Til december skal København danne ramme om et klimatopmøde, som på mange måder kan blive afgørende for vores planets overlevelse. Kynikere mener, at dommedagsuret står på 5 minutter i 12, optimisterne hævder, at det langt fra står så slemt til. Men alle kan vi vel efterhånden blive enige om, at Jorden, som vi kender den, langsomt forandrer sig. Disneys fantastisk flotte og poetiske dokumentarfilm “Earth” viser, hvilke konsekvenser menneskets udnyttelse af naturens ressourcer har på Jordens overdådige dyre- og naturliv, og der burde være en obligatorisk visning af denne her film, før klimatopmødet skydes i gang. Filmen efterlod i hvert fald mig med et inderligt ønske om, at vi snart vågner op og stopper den destruktive adfærd, vi i stigende grad udviser over for vores planet.

En isbjørn stikker hovedet op fra et hul et sted i Antarktis’ snedækkede landskab. Den kigger sig kort omkring, før den kravler helt ud fra sit skjul. Det er forår, og mens den har ligget i hi vinteren over, er der kommet to små unger til. Alt omkring den lille familie er dækket af sne, og solen står højt og klar på den lyseblå himmel. Men der er problemer i Paradis. Den globale opvarmning gør, at isen smelter, og dette har resulteret i, at føden bliver langt sværere at få fat på. Moderen og hendes to unger må sammen vandre lange strækninger gennem de store snedækkede landskaber i en evig kamp mod tiden og sulten.

Således åbner Disney deres monumentale fortælling om planeten Jorden, og akkompagneret af
Patrick Stewarts næsten alfaderlige fortællerstemme og en voluminøs og episk underlægningsmusik drager denne film fra første anslag til sidste klip seeren ind i dyrenes kamp for overlevelse. “Earth” illustrerer på sin vis perfekt, hvad det er, Disney er så fantastiske til. De formår at give publikum et forhold og en kærlighed til de skabninger, der befolker deres historier – så er det lige meget, om det er animerede robotter, talende hunde eller virkelighedens fantastiske og forunderlige dyreliv. Vi kommer undervejs til at holde af de mange dyr – hvad enten det er elefanten og hendes unge, der forsvinder fra deres flok midt ude i ørkenen, pukkelhvalen, der rejser 5.000 kilometer med sit barn for at finde føde, eller fugleungerne, som skal lufte vingerne for første gang i frit fald fra deres rede.

Disney er ikke just kendt for at fortælle historier nøgternt og observerende, og det er bestemt heller ikke tilfældet med “Earth”. Her får følelserne frit løb med alt, hvad der hører sig til af strygere, slowmotion og fastmotion, og dokumentaren er et overdådigt tagselvbord af visuelle og musikalske godbidder. Forestil dig Disneys gamle mesterværk “Fantasia” opført i virkelighedens rammer, og du har en idé om, hvilken poesi billederne og musikken i “Earth” indeholder. Isbjørnene skøjter klodset rundt på isen og bevæger sig i takt med musikken under det kolde, krystalklare vand. En hvidhaj gennemborer havets overflade med en sæl i gabet og står nærmest stille i luften, før tyngdekraften langsomt trækker den tilbage mod det mørke dyb.

Billede og lyd indgår altså konstant i en nærmest lyrisk dans med hinanden, og resultatet er så betagende, at man må fiske øjne, ører, næse og mund op fra gulvet flere gange undervejs. Filmens tema om menneskets destruktion af jordens dyreliv virker måske deprimerende, men det er på ingen måde en nedslående film at overvære. Den er så humoristisk og kærligt fortalt, at man rejser sig fra biografens røde plyssæde med et smil om munden og et ønske om at gøre fremtiden bedre for alle klodens skabninger.