Russiske ‘Goodfellas’Den menneskelige krop og hud har til enhver tid været filminstruktøren David Cronenbergs foretrukne lærred. I film som “Shivers”, “Fluen”, og “Crash” har han på bogstavelig vis benyttet menneskets ydre som illustration for de indre psykologiske mekanismer og drifter. Det samme gælder for “Eastern Promises”, hvis titel dog desværre på uheldig vis er lidt for rammende, idet filmen lover mere end den holder, på trods af en veloplagt Viggo Mortensen og en interessant miljøskildring.

Filmen lægger indledningsvis op til at omhandle indvandrerproblematikken i Europa, hvor flere og flere illegale indvandrere ender med at leve en skyggetilværelse langt fra den drøm, de er rejst fra deres hjemland for at opnå. En tematik som manuskriptforfatteren, Steven Knight, også tidligere har behandlet i “Dirty Pretty Things”, der centrerede sin handling omkring indvandrerskæbner i Londons internationale underverden.

I “Eastern Promises” er den 14-årige Tatiana fra Rusland blevet endnu et offer for samme miljø. Kort inde i filmens handling dør hun under fødslen af et barn, som hun var blevet gravid med efter en voldtægt. Sygeplejersken Anna, der spilles af en ganske afdæmpet Naomi Watts, finder Tatianas dagbog. Anna bliver via dagbogen involveret med den russiske mafia, personificeret af den skiftevis koldblodige og alfaderlige Semyon (Armin Mueller-Stahl) og dennes håndlanger, Nikolai, spillet af en forrygende Viggo Mortensen iført Terminatorbriller, Elvis-frisure, samt et væld af tatoveringer, så han nærmest bliver et kitched kludetæppe af østlig og vestlig kultur.

Med tatoveringerne og deres betydning for personerne kommer Cronenbergs fascination af kroppen til sin fulde ret, hvor Nikolai bogstaveligt talt bærer sin fortids synder og gerninger på sin hud i form af de mange kunstfærdige tatoveringer. Mortensen selv formår også at benytte de mange ‘overfladiske’ elementer ved Nikolai til at skabe en flerlaget karakter, som man aldrig helt ved, hvor man har.

Kombinationen af Cronenberg og Mortensen i denne gangsterfortælling vækker adskillige minder om parrets forrige samarbejde, den eminente “A History of Violence”. Men hvor den brutale vold i netop den film brød ind i et ellers – på overfladen – fredeligt samfund, er volden snarere normen i “Eastern Promises”. Cronenberg formår nok engang at illustrere brugen af vold så aggressivt og intenst, at man som tilskuer på en og samme tid væmmes og fascineres, som halse bliver skåret over og fingre klippes af. Særligt én ekstremt voldsom knivkampscene vil formodentligt fremover være at finde på listen over klassiske gangsteropgør.