[b]Dem, der ikke blev Daft Punk[/b]

“Eden” er en følelse. En rytme. En række af magiske øjeblikke. Ligesom en nat på klubbens dansegulv. Den elektroniske musik tvinger de indre rytmer frem til en duft af sved og spildte drinks. Det giver ikke mening, men det er lykke, det er nu, nærvær og væk igen, når næste dags tømmermænd tager hævn. Sådan er DJ-odysseen “Eden”, som ingen tømmermænd dog kan tage fra mig igen.

Ikke-danske, men franske Mia Hansen-Løve har her skabt et ganske særligt portræt af den franske electronica-kultur over de seneste små 20 år. Ja, faktisk af en hel ungdomsgeneration, der efter historiens ende i kølvandet på murens fald voksede op i et rastløst ingenmandsland i 90’ernes ligegyldighedsårti, hvor alt og intet var muligt. Det er her Paul i hippe Paris overvejer at blive forfatter, men egentlig helst vil være DJ, kongen af klubben, imens endnu en bane kokain sniffes.

Derfor tager Paul chancen, fortæller sin ecstasy-advarende mor, at man skam godt kan leve af at vende plader. Men “Eden” er ikke fortællingen om dem, der lykkes. Paul er tematisk fætter til Coen-brødrenes Llewyn Davis, der spiller [i]folk[/i] i skyggen af Bob Dylan. Paul vender plader i skyggen af Guy-Manuel og Thomas, der er dem, der endte med at [i]Get Lucky[/i] og blive Daft Punk. Således bliver “Eden” filmen om den smukke taber, der udskyder voksenlivet hele vejen op igennem 90’erne, til at 00’erne banker på med nyt om, at man skam godt kan leve af at være DJ, men at det bare ikke lige blev dig.

Det særlige ved “Eden” er, at dramaet systematisk fravælges til fordel for en fremadskridende, rytmisk fornemmelse, hvor ikke så lidt er tilladt. Skrøbelige Cyril fra den elektroniske vennegruppe af 90’er-slackers, der alle gerne vil noget med kunst og coke, ser i indledningen en animationstegnet fugl flyve på himlen og kvidre. [i]”Kan du høre det,”[/i] spørger Paul og giver selv svaret: [i]”Stilheden!”[/i] Cyril troede, at han mente fuglen, men den er han vist ene mand om at kunne se og høre. Det er følelsen i scenen, der er vigtigst. Det hele glider bare. [i]Smooth[/i]. Køen til technoklubben, VIP på gæstelisten, dansegulvet – klip til en taxa hjem – næste morgen i sengen. Hovedpine, dame i sengen, vand, bukser på, ind i studiet for at mikse.

Men der er ikke kun hverdag i de næsten 20 år, der går med at se på Paul og vennerne. Der er også de store begivenheder – turen og næstengennembruddet i USA, et selvmord, en abort, men de dramatiske begivenheder fremlægges ikke dramatisk, de sker organisk, flydende. Som Masons opvækst i “Boyhood” eller pigernes forhold i “Adèles liv”, hvor ting sker, fordi de gør det. Ligesom den elektroniske musik, der heller ikke forcerer op i omkvæd som rocken, men glider derudad, imens de farvefyldte lys på klubben blinker og champagnepropperne springer, selv om bankkontoen er overtrukket. Igen.