Filmz
Ekko

Ekko

Medvirkende:

Kim Bodnia, Villads Milthers Fritsche, Stine Fischer Christensen, Peter Stormare

Instruktør:

Anders Morgenthaler

Filmlængde:

82 minutter

Genre:

Drama, Drama

Ekko

Fædrenes sønnerEfter spillefilmsdebuten – den hårdkogte animationsfilm “Princess” – kaster Anders Morgenthaler, der ellers primært er kendt for sine tegnede striber, sig over sin første [i]live-action[/i] film, og resultatet er et lille gribende drama med forrygende spil over hele linjen. “Ekko” er både rørende i sin historie, men overrasker også stilistisk i forhold til dansk film i øjeblikket.

[image=21423]

Politimanden Simon kidnapper sin søn, Louis, da han efter sin skilsmisse står til at miste forældreretten. Under påskuddet af en ferie tager Simon sønnen med op til et forladt sommerhus, hvor han håber på at de kan gemme sig for omverdenen. Men Simon er også plaget af sin fortid, og Louis begynder snart at undre sig over, hvorfor ingen må finde dem. Midt i det familiære drama dukker pigen Angelique op, men selvom hun lader til at ville dem begge det godt, tør Simon ikke tage nogen chancer af frygt for, at de skal blive afsløret. For i så fald må han med al sandsynlighed vinke farvel til samværet med sin søn.

Ligesom i “Princess” er Morgenthalers nyeste film centreret omkring et barn og dettes uskyldsrene – eller naive – synspunkt. Både i Louis’ fantasiforestilling om, at det søvendte sommerhus er omkranset af krokodiller og sørøvere (en historie som Simon digter for at beskytte sin søn mod de barske realiteter), men også i Simons genkommende barndomstraume. Og ligesom den forrige film vendes og drejes far/søn-forholdet som et forsøg på stabilitet midt i et socialt og samfundsmæssigt kaos. Morgenthalers behandling af disse emner, skarpt dissekeret gennem hans og Mette Heenos manuskript, er både intelligent, nuanceret og rørende eksekveret.

Skønt den sparsomme brug af lokationer samt meget få karakterer i spil – hvor filmen synes at flirte med kammerspillet – er dramaet hamrende intenst og bliver aldrig fladt eller uengagerende. En snigende mystik spøger i krogene og bygges sagte men sikkert op, for hvilket traume er det, Simon gemmer på, og som synes at ride ham som en mare selv i vågen tilstand? Fortidens synder (sønner) smeltes elegant sammen med nutiden, både symbolsk og helt konkret.

[image=21425]

Og her væves filmens stilistiske elementer ind i det følelsesladede og psykologiske drama, bl.a. med en både simpel, men besnærende lydside, der ofte er drænet for reallyd, hvilket er med til at fremhæve situationens spænding, i stedet for de karakteristiske ildevarslende strygere. Når musikken dog bruges, er den både indfølt og befriende enkel, uden for den sags skyld at mangle det melodiøse ørehænger-element, som ofte er fraværende i dansk underlægningsmusik. Komponisten er ingen ringere end Kashmirs keyboardspiller Henrik Lindstrand, der imponerende nok debuterer som leverandør af decideret filmmusik.

En anden relativ nykomling, der bør fremhæves på den tekniske side, er fotografen Kasper Tuxen. Hans evigt bevægende kamera, der næsten får én til at føle, at man befinder sig under vandet, bærer en stor del af æren for filmens spændingselementer. Skønt der er tale om et skilsmissedrama, som umiddelbart har visse af tidens socialrealistiske strøg, så er “Ekko” undertiden næsten på linje med gyserfilm ala “The Others” i sin velkomponerede spænding og lurende uhygge. Dermed ikke sagt at “Ekko” er en horrorfilm – lang fra – men dens virkemidler topper ethvert forsøg på genren herhjemmefra, når de tages i brug.

Endelig er det vigtigt at fremhæve de involverede skuespillere, som alle leverer en forrygende indsats i deres respektive roller. Kim Bodnia beviser endnu engang sit talents alsidighed, og han har på ingen måde mistet taget – snarere tværtimod. Vi kender ham som de desperate træmænd Frank fra “Pusher” eller Leo fra “Bleeder”, hvis indre bombe truede med at eksplodere, eller hans næsten parodiske parafrase over disse figurer i film som “I Kina spiser de hunde”, men rollen som Simon er anderledes kompleks. Her er han både den elskende far, der forsøger at holde fast i de bløde værdier, men samtidig en uligevægtig mand, hvis mentale raseri truer med at flyde over. Bodnia er modnet med ynde, både fysisk og i sit skuespil, og her er han helt perfekt castet som antihelten Simon.

[image=21422]

Kort om filmen

Politimanden Simon har efter en skilsmisse mistet forældremyndigheden over sin 6-årige søn, Louie. I desperation kidnapper Simon sønnen og tager ham med til Møn, hvor de skjuler sig i et tomt sommerhus. Simon ønsker bare at have en sidste ferie alene med sin søn, men ugen fremkalder et mareridt fra hans egen barndom, som bringer dystre minder frem hos Simon, og snart truer fortidens spøgelser i bogstaveligste forstand med at tage magten fra ham. Tilmed får de ufrivilligt selskab af en ung kvinde, og intet går længere som planlagt.

Ads by MGDK