[b]Når sorgen bliver for stor for en lille dreng[/b]

Lad mig starte ved slutningen. Da jeg skulle på min cykel efter en visning af Stephen Daldrys nye film, “Ekstremt højt & utrolig tæt på”, kunne jeg ikke finde låsen, før jeg opdagede, at jeg allerede havde låst cyklen op. Efter dette intermezzo kørte jeg i den forkerte vejbane, derefter på fortovet (som jeg havde fejltolket som cykelsti) og til sidst bare helt forkert. Det er lige dét, en rigtig god film kan… Den kan få sin tilskuer til at leve i oplevelsen, selvom rulleteksterne er overstået, og fortællingen er slut.

Det er ellers svært at følge i hælene på Jonathan Safran Foers fremragende succesroman fra 2005 af samme navn. I filmen såvel som bogen følger vi den 11-årige Oscar (vidunderligt spillet af Thomas Horn), der har mistet sin far under terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Ved en tilfældighed finder han en nøgle i en kuvert med navnet Black udenpå. Spørgsmålet er nu, hvad nøglen passer til, og om det, han vil finde bag låsen, vil bringe ham tættere på faderen, som han mistede i en ufattelig tragedie. Jagten på låsen, som nøglen passer til, bliver en jagt gennem hele New York, hvor Oscar opsøger alle de 473 mennesker i byen med efternavnet Black. 473 mennesker, der alle har oplevet et stort tab, og som måske kan hjælpe Oscar med at overkomme sin egen sorg.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne anmelder har været dybt forelsket i bogen af Foer siden dens udgivelse. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at film, der er baseret på bøger, har en tendens til ikke at være lige så gode som deres ophav. Heldigvis er dette ikke på nogen måde tilfældet med Daldrys fornemme filmatisering. I stedet for at inkludere det meste af bogen, som for eksempel var tilfældet med den mislykkede Foer-filmatisering “Everything Is Illuminated” fra 2005, har Daldry her besluttet sig for kun at inkludere de mest vellykkede passager. Eksempelvis er bogens lettere svage historie om bedstemoderens forhold til bedstefaderen blot en parentes i filmatiseringen.

Daldry har altid været en sentimental instruktør med øje for de romantiske, tragiske og følelsesmæssige historier, og “Ekstremt højt & utrolig tæt på” er ikke anderledes på den måde. Daldry har et solidt greb om de følelsesmæssige teknikker, der skal bruges i en film som “Ekstremt højt & utrolig tæt på”, når nu den berører noget så ømtåleligt som situationen for de utallige efterladte fra 11. september-tragedien, og hvor svært det er at komme videre fra noget så uforklarligt og forfærdeligt.

Nogle vil formentlig betragte “Ekstremt højt & utrolig tæt på” som en tour de force i unødvendig sentimentalitet. Men for andre vil det være en, ja, følelsesladet oplevelse, der beskriver tiden efter angrebene på World Trade Center bedre, end nogen andre film har gjort hidtil. For hvad er der helt ærligt så galt med store følelser og sentimentalitet? Sommetider er det netop disse knapper, der skal trykkes på for at fortælle en historie optimalt, især når man har at gøre med et emne, der er så følelsesladet for mange mennesker over hele kloden. I “Ekstremt højt & utrolig tæt på” er følelserne måske uden på tøjet, men filmen rammer også lige i hjertekulen.