Dronningen vender tilbageDet er knap ti år siden, at den indiske instruktør Shekhar Kapur markerede sig internationalt med den Oscar-nominerede “Elizabeth”, fortællingen om den engelske dronning Elizatbeth I og hendes vej til tronen. Nu vender både instruktøren og hovedrolleindehaveren, Cate Blanchett, tilbage for at fortsætte historien hvor den slap, og en tredje film i rækken skulle være under forberedelse.

Vi befinder os i slutningen af 1500-tallet, og Dronning Elizabeth har indskrevet England under den protestantiske tro. Den spanske konge, Philip II, ønsker via sin katolske indflydelse at få omstyrtet dronningen og indsætte hendes kusine, Mary Stuart, der sidder fængslet i England, og som nogle mener, er den retmæssige tronfølger. Samtidig forsøger det engelske hof, med Elizabeths rådgiver Sir Walsingham som primus motor, at finde en ægtemand til dronningen blandt Europas blåblodede, i håb om at kunne styrke Englands position og forhåbentlig også producere en arving til tronen. Men den engelske opdagelsesrejsende og formodede pirat Sir Walter Raleigh vinder dronningens gunst, og et farligt og upassende trekantsdrama udfolder sig lige så stille mellem de to og Elizabeths anstandsdame, Bess, alt imens den spanske armada øjnes i horisonten.

Hvor instruktørens første film om dronning Elizabeth tog udgangspunkt i hendes vej til magten, så handler “Elizabeth: The Golden Age” om en statsleder, der nu har erobret denne magt, men som stadig må kæmpe, både internt i landet og med resten af Europa, for at beholde sin position. Med fokus på kærlighedsintrigen mellem Elizabeth, Sir Raleigh og anstandsdamen, Bess, gentager filmen det dilemma, som var omdrejningspunktet for den første film, nemlig Elizabeths forhold til Robert Dudley, som dengang nær kostede hende tronen, men det mærkes, at hun har lært af fortiden.

Endnu engang fylder kærlighedsdramaet en stor del af filmen, mens de politiske begivenheder danner baggrund og varsler problemerne forude. Men hvor kærlighedsaffæren i den første film syntes at blandes med Elizabeths personlige kamp med kirken og intrigerne blandt hoffet, så bærer den ikke samme vægt i “The Golden Age”, men gives alligevel endnu mere plads. Dette betyder, at det endelige søslag mod den spanske armada næsten føles som en hurtigt indskudt parentes, og udviklingen fra Englands underlegne position til den pludselige vending af krigslykken får ikke plads til at beskrives ordentligt. Det ene øjeblik ser alt sort ud for den spinkle britiske hær, og det næste er samtlige spanske skibe sat i brand eller sunket. Havde man valgt at vægte kærlighedsintrigen mindre, kunne mange af de mere interessante politiske intriger have fået plads til at udfolde sig og ikke virke som lidt for kunstige tilføjelser, hvilket f.eks. synes tilfældet med de sporadiske klip til Mary Stuart i hendes eksil. Når man har en skuespiller af et sådant format som Samantha Morton til denne rolle, burde man kunne få noget mere interessant ud af den.

Generelt er filmen proppet med gode skuespillere, men det er dog primært Cate Blanchett, der løfter sin rolle ud af papiret. Det er spændende at se en karakter, der har gennemgået en så markant forvandling fra den første film, hvilket passer perfekt med hendes transformation fra ængstelig pige til benhård regent. Blanchetts mimik og holdning taler sit eget tydelige sprog, for den viser os en kvinde, der har måtte hærdes for at beholde sin position, men som dog stadig besidder menneskelige følelser inde bag panseret. Overfor hende er især Geoffrey Rush herlig som den strategiske højre hånd (og nu også verbal prygelknabe), Walsingham, mens Clive Owen efterlader et noget forglemmeligt udtryk som den ferske eventyrer, Raleigh.