[b]Channing Tatum har en teori…[/b]

Det er jo sådan set en spændende nok historie… Et lykkeligt ægtepar får vendt op og ned på hele deres verden, da en bilulykke får konen til at glemme de sidste par år af hendes liv. Både hendes mand, hendes venstreorienterede boheme-tilværelse og (gisp!) hendes klædeskab virker pludseligt totalt fremmed for hende, og i stedet husker hun kun alle de dele af sit liv, hun tidligere havde lagt bag sig. Blandt andet den konservative familie, et dødssygt jurastudie og en flødebolle af en ekskæreste. Kan hun mon lære at elske sin mand igen?

Problemet er altså ikke historien. Problemet er, at der øjensynligt ikke har været et eneste kreativt talent inde over [i]eksekveringen[/i] af historien. Filmens første del tæller som noget af det mest kluntede historiefortælling, jeg længe har set. Der klippes på alt andet end intuitiv og rytmisk vis mellem det lykkelige forhold før ulykken og den akavede og tragiske situation på hospitalet bagefter. Derefter går filmen over i det, som, jeg formoder, skulle udgøre dens humoristiske del, hvor konen (elendigt spillet af Rachel McAdams) forsøger at vende tilbage til en tilværelse, hun ikke kan huske. Og historiens sidste komponent er et klassisk, uinspireret trekantsdrama.

Filmmagerne formår slet ikke at jonglere ordentligt med alle disse elementer på samme tid, og det, der især præger “Elsk mig igen”, er den totale mangel på flow. Filmen er dræbende dårligt sat sammen, så i stedet for bare at være kedelig bliver den decideret irriterende at forsøge at leve sig ind i. Lidt ligesom en ridset, hakkende cd kaster “Elsk mig igen” konstant publikum ud af selve filmoplevelsen. Dette problem gælder især første del, men eftersom filmen bare bliver mere og mere tom og uoriginal, som den udvikler sig, kunne det altså næsten have været det samme.

Et andet gigantisk problem, der kun viser sig, fordi historien faktisk [i]kunne[/i] have fostret noget seværdigt, er filmens utroligt banale, lommefilosofiske aspekt. Filmen starter med en voiceover, hvor Channing Tatum (der ligeledes rædselsfuldt spiller manden) fortæller os, at han har en teori om livet. Det var første, men bestemt ikke sidste gang, at jeg måtte tage mig til hovedet. Anden gang var, da han så forklarede, at teorien går ud på, at det er alle vores minder, der definerer, hvem vi er. Man skal ikke have tænkt mange tanker over livet for at blive lidt lamslået over, at filmen reelt forsøger at fremstille denne “teori” som en interessant – endsige [i]original[/i] – erkendelse…

Men Tatum virker meget stolt over sin teori, og han gentager den gerne. Det er også en oplagt måde at etablere ham som en velovervejet og indsigtsfuld guttermand og samtidigt slå fast med syvtommersøm, at konen ikke længere er sig selv, [i]fordi hun har mistet alle sine minder[/i]! Måske forestiller filmen sig, at dens seere er lige så idiotiske som dens karakterer? I hvert fald tænker Tatums karakter, at det da ville være en god idé at lade konen blive budt velkommen hjem fra hospitalet af et stort surpriseparty-selskab bestående af folk, som hun slet ikke kan huske, at hun er venner med. Han indrømmer dog selv bagefter, at det nok ikke var en særlig smart idé…

Det er anstrengende at se en film, der er så dårligt fortalt, at man føler, den hakker. Det er også anstrengende at se en film, der er så banal, at man føler sig talt ned til. Det er også anstrengende at se en film, hvor karaktererne opfører sig så tåbeligt, at man ofte må tage sig til hovedet. Og det er [i]virkelig[/i] anstrengende at se en film, hvor en udmærket historie totalskades af en uhyggeligt påfaldende mangel på kreativitet. Det er i det hele taget dybt anstrengende at se “Elsk mig igen”.

[b]Video[/b]

Filmens transfer gør ikke det store indtryk. Det rummer generelt en virkelig høj detaljerigdom, billedet er klart, og kontrasterne er fine, men grynniveauet er til tider forstyrrende højt. I visse scener er overbelysning også et problem, hvilket gør, at farverne bliver unaturligt blege (specielt teori-Tatum er offer for dette problem). Langt hen ad vejen er det altså et helt udmærket transfer, men nogle forstyrrende elementer og et ikke helt overvældende nok helhedsindtryk gør, at det altså ikke kan snige sig op på mere end fire stjerner.

[b]Audio[/b]

Lydsiden, der gengives via et DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor, har sine rigtig flotte øjeblikke – f.eks. åbningsscenen, hvor ægteparrets bil torpederes af en lastbil, er overvældende flot rent lydmæssigt. Når forruden smadres i tusinde stykker, lyder det, som om de flyver rundt om ørerne på en, og subwooferen giver et ordentligt stød igennem stuen ved kollisionen. Men til gengæld er mixet ikke altid helt godt, og flere replikker drukner i baggrundsstøjen. Generelt er det dog en fin lydside.

[b]Ekstramateriale[/b]

Ud over et kommentarspor med filmens instruktør, en samling slettede scener samt en mindre portion fraklip, så indeholder udgivelsen 3 featurettes af 5-10 minutters varighed. De burde nok være slået sammen til en enkelt ‘bag-om-filmen’-dokumentar, da der ikke er den store forskel på temaerne eller stilen i dem. Men når det så er sagt, så er de faktisk udmærkede! Der gøres meget ud af at snakke om selve filmen, dens karakterer og tankerne bag, hvilket er forfriskende og gør dem værd at se. Som sagt er filmen elendig, karaktererne idiotiske og historien utroligt banal, så set i dét lys virker disse featurettes naturligvis også en smule komiske. Men de er også væsentligt bedre, end det man finder på mange andre udgivelser nutildags.