[b]Dystopisk rumsmadder[/b]

Det er svært ikke at sammenligne instruktør og manuskriptforfatter Neill Blomkamps nye film, “Elysium”, med hans originale sci-fi-debut fra 2009, “District 9”, der allerede har tilegnet sig nyklassikerstatus. Igen har den sydafrikanske Blomkamp fingrene godt nede i den store gryde med science fiction-dystopier, vilde skydevåben, spydige slyngler og ikke mindst bunduretfærdig ulighed. I “Elysium” er det dog ikke uligheden mellem mennesker og rumvæsener, der stilles skarpt på, men derimod klasseskellet mellem de velhavende og de fattige.

Vi befinder os i Los Angeles anno 2154. Jorden har været plaget af forurening og overbefolkning, og de velhavende har bygget deres eget, overjordiske paradis: Elysium, som kun er 19 minutters rumrejse væk fra Jorden. Her nyder man kølig hvidvin og solbader i ét væk på de grønne græsplæner. Al sygdom kureres mirakuløst ved en tur i en maskine. På Jorden ånder alt langtfra idyl. Ventelisterne på hospitalerne er alenlange, arbejdsløsheden og kriminaliteten tårnhøj. Max (Matt Damon) har dog et arbejde på en robotfabrik. Men ved et uheld udsættes han her for dødelig stråling. Dommen er brutal: Fem dage tilbage at leve i.

Max må og skal til Elysium, hvor han kan blive helbredt. Derfor indgår han en aftale med den lokale gangsterboss Spider (Wagner Moura fra den brasilianske “Tropa de Elite – Elitestyrken”): Mod at stjæle hjernedata fra en beboer fra Elysium, der arbejder på Jorden, vil Spider sende Max på et rumfartøj mod det forjættede land. Men dataene viser sig at være fortrolige på højeste plan, og nu har Max både Elysiums forsvarssekretær, Delacourt (en iskold og velklædt Jodie Foster), og hendes psykopatiske lejesoldat, Kruger (Sharlto Copley fra “District 9”), på nakken.

Med et stænk af Fritz Langs stumfilmklassiker “Metropolis” over sig – hvor arbejderne bor under jorden og knokler sig til døde, hvorimod overklassen bogstaveligt talt bor over jorden i et futuristisk paradis – indskriver “Elysium” sig i traditionen af socialt bevidste sci-fi-film. Især det amerikanske sundhedsvæsen får sig et ordentligt drag over nakken af Blomkamp. Har du penge, kan du få. Alt. På Elysium, altså. Elysium, det gigantiske, renskurede møllehjul af en rumstation (hvem sagde “Rumrejsen år 2001”?), der hånligt hænger inden for synsvidde af Jordens forarmede befolkning. Sammen med fotograf Trent Opaloch og production designer Philip Avey har Neill Blomkamp skabt en både troværdig og visuelt bjergtagende fremtidsvision af to verdener, der ikke kunne være mere forskellige. Som i “District 9”, hvor handlingen udspillede sig i Johannesburg, er der en særlig skrotæstetik over filmens fremstilling af fremtidens Los Angeles. Brunt, støvet, tatoveret og med graffiti på hver en overflade. Elysium, derimod, er hvid og stålglat og skylder ikke så lidt til den amerikanske arkitekt John Lautners mesterlige frembringelser.

Matt Damons karakter, Max, bliver efter sin strålingsulykke udstyret med robotagtigt skelet uden på kroppen, der gør ham stærk og i stand til at holde sig oprejst trods den dødelige infektion. Og så står der ellers smaddermand på menuen. Selve scenen, hvor han får boret delene ind i kroppen, er tarmvendende udpenslet. I det hele taget er det befriende at se blodet sprøjte og kroppe blive sprængt til splattet mos i en så bekostelig Hollywood-produktion.