Samme fremgangsmåde som sidste år, frøken Sophie?Genbrug er jo som regel et plusord, men når det kommer til film har det ikke just den samme positive klang. Vi kender sikkert alle sammen følelsen af, at man ser noget, som man føler, man allerede har set, men i tilfældet “En ægte mand” er det mere sandt end sædvanligvis, for filmen er vitterlig blot et langt genbrugsprodukt, leveret fuldstændig uden noget form for forsøg på at overraske eller begejstre.

Filmen handler om Tom, der er en rigtig laban af en trussetyv. Han skal ikke meget mere end løfte på øjenbrynene, før de skønne kvinder lægger sig på stribe. Til en fest begår han imidlertid den fejl at kravle i seng med den forkerte pige og modtager en ret kontant afvisning. Pigen, der viser sig at være den ligefremme Hannah, bliver imidlertid bedste venner med Tom, og ti år senere hænger de to stadig sammen som ærtehalm. For Tom er det den bedste af alle verdener: Han kan hore løs med alle de kvinder, han vil, samtidig med at han har den trofaste og jomfrunalske Hannah som bedste ven og livsledsager.

Drømmescenariet kommer imidlertid til et pludseligt stop, da Hannah tager en tur til Skotland og kommer retur med ring på fingeren og en forlovet i form af den flotte hertug og whiskymillionærer Colin. Pludselig dæmrer det for Tom, hvilken fangst han har ladet slippe, og hvilket fjols han har været. Hannah har imidlertid fået den bizarre ide, at Tom skal være hendes brudepige, et tilbud, som Tom ikke umiddelbart er overvældende positiv indstillet over for. En plan begynder imidlertid at tage form: Tom vil påtage opgaven med en sådan ihærdighed, at han kan bevise over for Hannah, at han er vokset op, mens han samtidig vil sabotere hendes forlovelse så effektivt som muligt.

Hvis overstående lyder som noget, du har set før, så er det højst sandsynligt fordi, at det har du. Filmen er grundlæggende “Min bedste vens bryllup” med omvendte kønsroller og lidt “Fire bryllupper og en begravelse” smidt ind for hyggens skyld. Alt er set før – og bedre – i andre film. Hvor “Min bedste vens bryllup” også bød på nogle alvorlige overvejelser så som, hvorvidt det overhovedet er rimeligt at bryde ind i andre folks lykke for at tilfredsstille sit eget begær, så er “En ægte mand” fuldstændig blottet for selv den mindste form for selvrefleksion. Den hører til den slags film, hvor man kan forudsige slutningen efter tyve minutter og derefter blot venter anstrengt på at handlingen får sneglet sig derhen, så man kan komme hjem igen.

Ingen kliche forbliver ubrugt. Hvad enten det drejer sig om kjoleprøvningsscenen, polterabend med sexlegetøj, styrkeprøven mellem de to kamphaner eller kærlighedserklæringen under bryllupsceremonien. Filmens stjerner gør, hvad de kan: Michelle Monaghan er ganske vist en ekstremt utroværdig kunstnørd, men hun føjer dog sin naturlige charme til filmen, og Patrick Dempsy er lige ved at gøre sin rolles overnaturlige scoreevner troværdige, men deres forsøg er chanceløse overfor så solid en omgang middelmådighed.