[b]God/ond, arv/miljø, Susanne/Bier[/b]

“Brødre”. “Hævnen”. Smag på dem. Det er tematisk tunge titler, der sætter sit filmemne til nuanceret, pædagogisk debat. Diskuterende, men altid tydelig. Det er sådan Susanne Bier fortæller på dansk, så de både kan lide det i Oscarland og ved de danske billetluger. “En chance til” har en god og en ond. En betjent og en rocker. Og to drengebørn. Smag også på den. Det er igen tematisk tungt, og denne gang næsten lidt for tydeligt.

Den gode møder med det samme den onde. Nikolaj og Nikolaj. Coster-Waldau er den empatiske strømer, der lige skal tjekke op på den netop løsladte narkorocker spillet af Lie Kaas. Sidstnævnte er frygtindgydende fremragende med sin stort pumpede krop og tætklippede hanekam, der machopotent udstråler, at ham skal der ikke fuckes med. Det understreges af den klaustrofobisk lille lejlighed, som indgangsscenen udspiller sig i, hvor Lie Kaas’ muskelhundekrop skaber ubehagelig trængsel for gæsterne fra ordensmagten. Han bor der sammen med sin narkoluderkæreste, der med sin pillede krop og forvanskede mascara spilles overbevisende slidt af topmodellen Lykke May.

En barnegråd afslører en tredje beboer i den lille lejlighed, som Coster-Waldaus Andreas finder smurt ind i lort og sulten mave. Et barn, der fortjener en chance til måske? Det mener Andreas, da han og konen mister deres jævnaldrende spædbarn, hvilket tidligt sætter plottroværdigheden på lidt af en prøve. Men hos Susanne Bier og manusmanden Anders Thomas Jensen så er det altid tema over sandsynlighed. Som i “Hævnen”, hvor Afrika og Danmark i maskinskrevet manusstil sættes i kontrast til hinanden for at diskutere hævn vs. pacifisme. Derfor må plotkamelen med drengebørnebyttet sluges, for at den solide arv. vs. miljø-diskussion kan sættes i gang.

Den tydeligt anlagte tematime er det mindst spændende ved “En chance til”. Er det rockeren, der har afsonet sin straf, som fortjener en chance til? Er det rockerbarnet? Er det narkoludermor? Ulrich Thomsens betjentmakker med en tørstig trang efter alkohol? Eller er det Andreas og konen, Anna, der fortjener en ny chance som forældre? Det kan dansklærerdiskuteres længe i pæne kategorier. Imens er der mere grimt gods i det psykologiske thrilleri, der udspiller sig hjemme hos Andreas og svenske Maria Bonnevies herligt sorgskøre kone, som har mistet et barn. Det brusende vand nær det glaskliniske drømmehus skaber en intens, kold ramme omkring parrets mere og mere foruroligende ægteskab, der hjælpes psykomærkeligt på vej af stedfortræderbarnet.

Maria Bonnevie giver sin rolle en krybende uforudsigelighed med sine maniske øjne, der ikke vil acceptere, at barnet er dødt. Den psykologiske mareridtsthrillerstil, som “En chance til” forfølger, understøttes effektivt af de tidløse locations, der ikke giver mange hints om tid og sted. Det kunne være alle steder, hvor der er et Underdanmark og et Overdanmark, der har de ondeste strækmærker fra arv og miljø. Det bliver måske endda lidt for glat med Thomas Jensens fuldendte manussløjfe. Syningerne er for synlige. Men de kraftfulde skuespillere dækker dem. De får gjort “En chance til” til mere end en temaøvelse på stilkoldt papir.