Løftet pegefingerØstarbejdere, der både arbejder for langt under mindstelønnen og under kummerlige forhold i den vestlige verden, har længe præget pressens forsider og været en del af den kollektive bevidsthed, eller rettere dårlige samvittighed. Og som med de fleste gode historier i pressen ender de bedste i sidste ende på filmlærredet. Ken Loach, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes i 2006 med “Vinden som ryster kornet”, forsøger med sin trofaste forfattermakker Paul Laverty at vende tilbage til den socialrealistiske film med “En fri verden”.

Angie arbejder for et agentbureau, der rekrutterer billig arbejdskraft til Storbritannien, men pga. sammenstød med ledelsen og chikane hist og her bliver hun pludselig selv ledig arbejdskraft. Sammen med veninden Rose og den lokale pub-ejer begynder Angie hurtigt sit eget bureau fra en baggård, hvor hun distribuerer folk fra mindre bemidlede lande som daglejere. Rose og Angie finder dog hurtigt ud af, at der kan tjenes flere penge ved at leje den udenlandske arbejdskraft ind i små rum med køjesenge og endnu flere ved at benytte illegale indvandrere, og lidt efter lidt begynder Angies firma at blive svært at skelne fra det firma, hun selv foragter og blev fyret fra.

Indledningscenen i “En fri verden” viser rekrutteringsfirmaet CoreForce, der med Angie som galleonsfigur tilbyder udenlandske læger og arkitekter arbejde som rengøringsassistenter og håndværkere i den nye frie verden, og dermed er tonen og temaet slået godt an. De to spillefilmsdebutanter, hovedpersonen Angie, spillet af Kierston Wareing, og den senere polske elsker Karol, spillet af Leslaw Zurek, viser her god kemi og gennem stort set hele filmen masser af detaljer og lovende talent. Specielt Wareing bærer som en barsk og britisk pendant til amerikanske Renée Zellweger filmen godt som den modige, aggressive og handledygtige karakter Angie.

“En fri verden” er jævnt og pænt fortalt, og der er ingen tvivl om, at hjertet er på det rette sted, når Ken Loach vil vise middel- og underklassen i dagens England, men hans måde at italesætte det alvorlige emne på er flere steder så tyk, at man i stedet trækker sig væk og ikke tager stilling til noget som helst. Når Angie sidder på en bænk en grå dag i en lille park i et fattigt forstadsmiljø og diskuterer de problemer, den udenlandske arbejdskraft stiller både politisk og moralsk i England, mens hendes søn giver andre børn tæv i skolen, fordi hun ikke har haft tid til at se ham, alt imens en trebenet hund tilfældigvis kommer forbi, bliver det hele så socialrealistisk, at det næsten ikke er realistisk mere.

Andre steder prøver Ken Loach at skabe en lettere stemning ved f.eks. Angies motorcykelfarende måde at rekruttere arbejdere på iført stramtsiddende sort lædertøj med tilhørende nedringet kavalergang. Situationer som disse blandet med den evigt øl-drikkende pub-ejers overflødige komiske indslag skaber forvirring omkring de øvrige samfundskritiske scener og gør filmen unødvendig rodet.