Jean Pierre Jeunets “En lang forlovelse” er en unik hyldest til fransk films poetiske realisme og markerer første gang, at den visionære instruktør arbejder med materiale, som bygger på virkelige begivenheder. Handlingen udspiller sig i skyggen af 1. Verdenskrig, og den varme humanisme, der gennemsyrede hvert et billede i “Amelie”, tørner her sammen med beskidt skyttegravskrig og døde unge mænd i hobetal. Det er melankolsk men meget smukt, og filmen er på trods af svagheder et fascinerende bekendtskab, der bør opleves på det helt store lærred.

Masser af nyt fra Vestfronten”En lang forlovelse” er en filmatisering af Sébastien Japrisots roman af samme navn, og den skildrer den unge Mathildes rejse til verdens ende for at finde sin tilsyneladende afdøde forlovede Manech. Fordi de har en meget stærk forbindelse gennem deres kærlighed, mener Mathilde at kunne føle, at han ikke er død, og hendes i starten spinkle håb udvikler sig gradvist til en regulær besættelse. Hun indleder et omfattende detektivarbejde for at komme i kontakt med personer, som kan hjælpe hende videre, og som i en lang række flashbacks forklarer, hvad der skete med Manech på slagmarken. Ifølge Jeunet er handlingen i filmen mere simpel end den var i bogen, og det kan vi kun prise os lykkelige for, idet den selv her kan være relativ svær at følge. Dette skyldes til dels også de mange forskellige navne som dukker op, og at et par af karaktererne undervejs tager hinandens identiteter.

Jeunet pepper den relativt banale historie op med vignetter af informationer om bl.a. Manechs soldaterkammerater, herunder hvad de holder af, og hvor de oprindeligt stammer fra. Vi oplever også Mathildes fødsel, og hvordan hun oprindeligt lærte Manech at kende. Ved at bevæge sig ud af disse tangenter bryder Jeunet godt nok fremdriften i handlingen, men det giver ham også mulighed for at flette en lang række finurlige detaljer ind i karakteristikken af personerne. Herved opnår filmen en tæt tekstur, og det unikke poetiske udtryk, der er instruktørens varemærke. Jeunets billeder er stiliserede og tindrende smukke med et stærkt præg af nostalgi, der gør iscenesættelsen af Frankrig anno 1920 anderledes og fuldstændigt fortryllende.

Skæbnen som fællesnævnerDer er to forskellige verdener i “En lang forlovelse”, hvoraf den franske landidyl og områderne omkring Paris er den ene, mens fronten ved Somme udgør den anden. Sidstnævnte er ét stort trøstesløst mudderhul, hvor rotterne står til knæene, og soldaterne sårer sig selv i håbet om at blive sendt hjem. Det hele er på grænsen til anarki, og som vi også oplever det i Stanley Kubricks “Paths of Glory” har soldaternes liv ingen værdi for de generaler, der befinder sig langt fra kampene og uden at blinke sender flere og flere i døden. En fuldstændig absurd situation som filmen præsenterer på en satirisk facon men med alvoren lurende lige under den skæve overflade. Følelserne stikker dybere end i nogen af Jeunets tidligere film, og for det meste lykkedes det ham at finde en fin balance mellem det lunefulde og alvorlige.

Døden associeres imidlertid ikke kun med slagmarkerne, og Jeunet gør meget ud af at vise hvordan den i høj grad også er en del af livet alle andre steder – en facet af tilværelsen nøjagtig ligesom kærlighed, sex og humor. Denne kontrast spejles i Mathildes karakter, der på mange måder er tragisk, men som også besidder en smittende vitalitet, selvom hun har mistet begge sine forældre og halter som følge af polio. Audrey Tautou er en god skuespiller og viser sig igen fra sin mest charmerende side i en rolle, der uden tvivl minder om den lidt barnagtige Amelie, men hvor trangen til underkastelse er skiftet ud med et stærkt fatalistisk livssyn. Det er håbet om at finde sin forlovede igen, som afholder Mathilde fra at gå til grunde, for uden ham ville hendes tilværelse ikke give nogen mening. Ud over Tautou optræder der også et udpluk af Jeunets faste franske skuespillertrup, herunder Dominic Pinon og Jean-Claude Dreyfus.