Vinterberg lightEn mand kommer hjem og gamle minder dukker atter op til overfladen. Samtidigt står en ung mand overfor valget mellem at fortsætte sit nuværende forhold eller at vende tilbage til sin tidligere kæreste, der nu atter er på banen.

Hvis ovenstående lyder som noget, du har set før, så er det måske ikke så underligt, for sådan føles det også, når man ser begivenhederne udfolde sig på lærredet. En ting man ikke kan klandre filmen for er overdreven opfindsomhed. Alting er lige ud af landevejen og ganske ufarligt.

Handlingen udspiller sig i en lille køn provinsby, hvis fremtoning synes at bestå af det ene postkortbillede efter det andet. Her færdes den unge Sebastian, der til forveksling ligner en herremodel fra “Esprit”. Han er kæreste med den lige så kønne Claudia, og alt er i det hele taget perfekt i den unge mands liv bortset fra hans stammen, som muligvis skyldes faderens selvmord for mange år tilbage.

Hans ekskæreste, Maria, dukker imidlertid op, og snart hungrer Sebastian efter hende som en ti-årig efter en isvaffel. Samtidig vender den berømte operasanger Karl Kristian Schmidt hjem til byen, og det viser sig, at Sebastians mor alligevel ikke helt har fortalt sandheden om faderens skæbne. Vælger Sebastian kærligheden frem for trygheden? Kommer han overens med sin far? Svarene er næsten så oplagte, at det knap nok ville være umagen værd at skrive dem.

“En mand kommer hjem” er eftersigende Thomas Vinterbergs forsøg på selv at vende tilbage til sit udgangspunkt: En dansk film på hans eget sprog. Ligesom kollegaen Ole Bornedal har han givet sig i lag med en ren genrefilm. Den beskrives af filmselskabet som et “muntert drama”, men er mere munter end drama, og kunne ligeså vel blot kaldes en komedie. Fra dens første billeder hvor Sebastians far tager sig at dage under tilråbet “luderland”, er tonen sat, og særligt alvorligt bliver det aldrig.

Konfrontationen mellem den livstrætte operasanger og den unge uskyldige knægt er filmens hjerte, og det bliver et af dens problemer, at det aldrig rigtig virker overbevisende. At den kyniske sanger fatter nogen form for interessere for den storflæbende knægt virker usandsynligt, og værre bliver det, da han kan kurere Sebastians stammen på to minutter, et trick alverdens talepsykologer nok gerne ville kunne gøre efter. Ligeledes er den unge Sebastians romantiske trængsler rent [i]by-the-numbers[/i], og det er svært at blive særligt involveret.