20 år efter originalen er der en opfølger til Råzone. Tonen er stadigvæk rå, miljøet er hårdt, og præstationerne er stærke, men udførelsen følger ikke med hele vejen og tynges af et tyndt plot med for få interessante karakterer.

Laura Christensen er tilbage i rollen som Christina, der nu er lærer på skolen fra den første film. Og ligesom i den første film er det i den grad en problemklasse, hun overtager.

I klassen møder hun blandt andet Mathilde (Ella Testa Kusk), der lever en turbulent tilværelse, der kan ende med at få hende smidt ud af skolen og ud af sin plejefamilie.

Med andre ord har meget forandret sig, men det er alligevel helt klart den samme verden som i den første film. For nok er meget tid gået, men man fornemmer, at det ikke har været et stille liv, Christina har levet. Om end skilsmisse og delt forældremyndighed er mindre voldsomme end ungdommens gadeliv, er de stadigvæk udmattende og trættende.

Spørgsmålet er derfor, om hun kan videregive sine erfaringer til den nye generation, eller om den er lige så anti-autoritær som hendes?

Først som zone, så som plan

Det kommer til at være en anmeldelse, hvor jeg sammenligner meget med forgængeren. Ikke fordi Råplan nødvendigvis skal kunne det samme som Råzone for at være en succes, men fordi filmen ligner sin forgænger på så mange måder, at det er illustrativt for at se, hvor filmen lykkes, og hvor den ikke lykkes.

Filmen leverer en succesfuld portrættering af det hårde ungdomsliv, og her fungerer settingen med Christina som folkeskolelærer glimrende. Her får man et indblik i en skole, der er præget af opgivende lærere, floskelspyttende ledelse og tabte elever, der stadigvæk er på hævntogt mod hinanden.

Sammenspillet mellem Mathilde og Christina, primært i sekvenserne, hvor det bare er de to, giver anledning til filmens bedste scener. Herfra fungerer det stærkt at lade Christina være en karakter, der står uden for ungdomslivet og kigger ind. Begge spiller godt i disse sekvenser, men især Ella Testa Kusk spiller eminent.

Jeg er tilhænger af idéen om, at der er en stor iboende værdi i at portrættere noget på det store lærred, der ellers ikke ville få plads på det. Især hvis det er noget, der kan chokere eller få folk til at rynke på næsen, selvfølgelig såfremt det er en del af en større vision. Det er netop en af de store forcer ved den første film, der føles, i mangel på bedre ord, rå og til tider nærmest punk i sin portrættering af ungdomslivets vulgære hedonisme.

Det er også elementer af dette i Råplan, der må roses for at have holdt den barske tone. Alligevel bliver disse øjeblikke undermineret af et plot, der i bedste fald er tyndt. Her hjælper filmens struktur og dens strukturerende mysterium omvendt ikke, da vi bruger meget tid på Christinas historie uden for omgangen med eleverne, der desværre er mindre interessant end Mathildes historie.

Det ville være fint, hvis nyligt fraskilte Christinas historie var lige så interessant, men den løfter sig desværre ikke til et niveau, der gør den synderligt spændende. Det gør den især ikke grundet et væld af mindre interessante karakterer, ikke mindst i den store del af filmen, der handler om Christinas familieliv. Det er desværre også gennemgående for dele af elevgalleriet, der godt kunne være udpenslet i større detaljegrad eller skåret skarpere.

Jeg ved det egentlig ikke, men jeg forestiller mig ikke, at det er sådan, 9.-klasseselever taler til hinanden. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis dårligt, at elevernes kommunikation ikke fremstår videre realistisk, men det betyder, at filmen mister den rå appel, som den første havde, samtidig med at man undrer sig over plottet.

En god del af handlingen omhandler eksempelvis anonym chikane på telefonen, hvor jeg sidder tilbage med flere fundamentale spørgsmål om, hvorfor karaktererne handler, som de gør. Fundamentale spørgsmål som: Hvorfor blokeres chikanenummeret ikke bare?

Og det er gennemgående for filmen, hvor man godt kunne have ønsket sig stærkere twists eller en stærkere 3. halvdel.

Man kunne med andre ord godt have ønsket sig en mere gennemarbejdet plan. Ikke desto mindre leveres der stadigvæk et stærkt indblik i et dysfunktionelt ungdomsliv.

Råplan kan ses i biografen fra d. 8/10.