[b]Billige grin og bare babser[/b]

Københavns Nørrebro med sin horde af unge, hippe beboere er den oplagte scene for instruktør Claus Bjerres lynhurtige improvisationssexkomedie, “En, to, tresomt”. Med ganske få midler og så godt som intet manuskript at støtte sig op ad, har Bjerre – hvis største meritter tæller hele seks “Far til Fire”-film – sammen med sit skuespillertrekløver Siff Lundgreen, Maria Cordsen og Lucas Alexander, improviseret sig frem til en film med bred, dansk biografdistribution. Det i sig selv fortjener ros og anerkendelse, og jeg kan ikke andet end at hilse gå-på-modet varmt velkommen.

I al sin enkelhed handler “En, to, tresomt” om to bedsteveninder, Siff og Maria, der deler Siffs kæreste, Lucas. De to unge kvinder i starten af 20’erne vil hellere give polygamien en chance end at risikere at miste hinanden. Så langt, så indviklet. For indviklet bliver det meget hurtigt for de tre i den lille Nørrebrolejlighed. Faktisk er lejligheden så lille, at jeg skimtede spejlingen af en kameramand i soveværelsevinduet undervejs. Nuvel, improvisationens charme rækker kun så langt som økonomien og det professionelle håndelag tillader.

At se tre dugfriske og så godt som uprøvede skuespillere på det store biograflærred hører til sjældenhederne herhjemme. Som Lucas har Lucas Alexander dog mindst at arbejde med. Han bøver mut rundt og ligner mest af alt en, der egentlig ikke gider være der. I et par dialoger lægges der op til, at han savner sin far, hvis gamle, klassiske LP’er er alt, hvad Lucas har tilbage fra barndommen og faderen. Men emnet uddybes aldrig videre. Mere overbevist var jeg af Siff Lundgreen og Maria Cordsen, der også i det virkelige liv er BFF’ere. Cordsen er kærlighedshungrende koket, mens Lundgreen pendulerende svinger mellem den fornuftige, sexologistuderende akademiker og den jaloux kæreste/veninde, der, i virkeligheden modvilligt, må dele.

Men uha, hvor vil “En, to, tresomt” gerne være den frække pige i klassen. På bramfri bølgelængde med sit unge publikum. Det resulterer i ikke så få halv- og helt afklædte kroppe. Allerførste scene er et intimt og eksplicit kig ind i soveværelsets tosomhed. Med bare bryster og læsebrillerne stadig hvilende på næseryggen, skiftevis stønner og instruerer Siff kæresten Lucas under dynen: [i]”G-punktet sidder dér, og du skal bruge de her to fingre ned til andet fingerled, indtil du hører den her lyd: pfisst, pfisst pfisst”[/i], forklarer hun nøgternt. Der stod jeg allerede lidt af. I det hele taget har Claus Bjerre og de tre skuespillere et tilsyneladende meget afslappet forhold til krop, nøgenhed og sex. Jeg fandt det en smule forceret, men om ikke andet befriende at se på helt almindelige og dejligt uperfekte kroppe med naturlige bryster, søde topmaver og en lille enklave af sorte ryghår.

“En, to, tresomt” improviserer sig frem til en lille håndfuld sjove betragtninger om parforhold og venindeskab med den underspillede humor som sit stærkeste våben. Er der nok stof til en hel spillefilm? Desværre nej. Brogede Nørrebrogade i sommersolskinsvejr tager sig dog storbycharmerende ud lige fra filmens introsekvens, hvor der panoreres, klippes og [i]jump cuttes[/i] i bedste nybølge-stil til tonerne af det energiske, danske rockband The Felines. Det giver en god og rå energi.