[b]Himmel, Helvede & Hanks[/b]

Det siger en del om populariteten af Dan Browns romaner, at filmatiseringen af forfatterens bestseller “Da Vinci mysteriet” skovlede mere end 750 millioner dollars ind på verdensplan på trods af overvejende negative anmeldelser og mange sure miner blandt bogens talløse fans. En fortsættelse var naturligvis alligevel uundgåelig, for i Hollywood er det trods alt kolde kontanter, der vægtes højest. Men eftersom man ikke havde tålmodighed til at vente på Browns næste bog i serien om den heltemodige professor/detektiv Robert Langdon og hans verdensomspændende eskapader, besluttede man sig for at omskrive forløberen til “Da Vinci mysteriet”, “Engle og dæmoner”, til en fortsættelse til den første film.

Og i enhver henseende er Ron Howards film bedre end forgængeren – lige fra det forbedrede flow til Hans Zimmers mere raffinerede score. Undertegnede hadede bestemt ikke Howards filmiske fortolkning af “Da Vinci mysteriet”, men den havde absolut sine brister. Blandt de største minusser var dialogen, som jævnligt var så proppet med snørklede redegørelser, kringlede gåder og langstrakte historielektioner, at både filmens tempo og intensitet dalede. Den fejl begår Howard og hans manuskriptforfattere desværre igen. De didaktiske monologer og dialoger fungerer måske fint i bogform, men i en thriller af to timers varighed er det langtfra ideelt at belære tilskueren i ny og næ.

I rollen som Langdon får en veloplagt Tom Hanks (nu med mere almindelig frisure) altså for tit lov til at plapre løs om katolske traditioner og afdøde hedninge. Det gælder ofte om at lytte godt efter for ikke at gå glip af vigtige informationer, men indimellem spekulerer man over, hvorfor ingen af de assisterende politibetjente afbryder ham for at minde ham om, at der altså kun er få timer til, at en bombe vil lægge Vatikanet i ruiner. Men der er afgjort mindre snak og mere action i “Engle og dæmoner” end i etteren, og det er kun et plus. Nogle af branchens mest garvede teknikere har gjort “Engle og dæmoner” både flot at se på og en nydelse at lægge øre til, og med brug af håndholdt kamera og hyppigere klip end i “Da Vinci mysteriet” opnår filmen et langt højere tempo og et mere realistisk og dragende look, hvor seriens første kapitel til tider fremstod for poleret og uvirkelig.

Skønt den berettigede kritik er der også mange ting at rose Howard og manuskriptforfatterne for, som på trods af få vejbump formidler Browns historie med en tilfredsstillende blanding af gåder, twists, intriger og hæsblæsende action, der gør filmens utallige mysterier en fornøjelse at gætte med på og de få døde passager overkommelige. Blandt højdepunkterne er en gribende sekvens, hvor Langdon er fanget i et isoleret rum, der løber tør for ilt, samt en skudduel i et brændende kapel.

Humoren er også mere naturlig og spidsfindig i denne omgang, og de mere nuancerede karakterportrætter og mindre pompøse replikker gør karaktererne lettere at relatere sig til, selvom de fleste alligevel er ret endimensionale. Man savner nogle gråzoner, og vi ved stadigvæk irriterende lidt om Langdon. Hvorfor ikke udforske mandens enormt interessante kamp med sin egen tro lidt mere? Tom Hanks er dog dygtig nok til at antyde, at der er langt mere under Langdons kølige facade, end manuskriptet insinuerer. Hanks og hans nye kvindelige sidekick, israelske Ayelet Zurer, morer sig også kosteligt, og deres smittende ildhu får ofte én til at sluge drejebogens vanvittige ideer og påstande råt – måske lige bortset fra nogle af den sidste akts direkte sindssyge indfald.

Som de fleste formentlig allerede ved, medvirker to danske skuespillere, Thure Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas, som henholdsvis en knotten, schweizisk betjent og en koldblodig morder, der øjensynligt ønsker at knuse den katolske kirke permanent. Lindhardt har besvær med sin engelske accent og har ikke frygteligt meget at lave. Men Kaas er superb – iskold, selvsikker og fuldstændig troværdig som en af filmårets klammeste og mest mindeværdige slyngler. Hvis den positive udvikling fortsætter, er der god grund til at se frem til filmudgaven af “Det forsvundne tegn”.

[b]Video[/b]

Præsenteret i 2.40:1 anamorphic widescreen-format. Transferet har sine skavanker, men ikke mange. Enkelte skud fremstår en kende uskarpe, og i nogle af filmens lyseste scener er der tydelige glorier rundt om personerne – men edge-enhancement forekommer heldigvis ikke hyppigt. Sædvanligvis er billedet skarpt, og både kontrasten og farvegengivelsen er superb. Hverken udtværing, farveblødning eller andre digitale forstyrrelser figurerer.

[b]Audio[/b]

Der er måske ikke voldsomt mange actionsekvenser i “Engle og dæmoner”, men alligevel imponerer lydsiden ofte. Det engelske Dolby Digital 5.1-mix gengiver både musik, lyd og dialog klokkeklart og med en superb rumklang. Den auditive atmosfære er storartet – alt fra Roms gader til Vatikanets korridorer lyder troværdige takket være adskillige stemningsfulde lydeffekter, som alle højtalere disker op med. Subwooferen får også lov til at give både lydeffekterne og Hans Zimmers bombastiske musik ekstra slagkraft, og panoreringerne er diskrete og veltimede. Indimellem lyder dialogen dog lidt hul – tjek f.eks., da Tom Hanks begiver sig ind i Vatikanets arkiver. Men dette er under alle omstændigheder et solidt lydspor.

[b]Ekstramateriale[/b]

Før man når frem til menuen, præsenteres man for trailere til “Terminator Salvation”, “2012” og “Kapring af metro 1 2 3”. Derudover er her blot fire dokumentarer, som tilsammen varer omtrent 45 minutter, og som kort, men ganske grundigt, gennemgår bl.a. filmens manuskript, rekvisitter, stunts og look. Husk i øvrigt at vente med at se dokumentarerne, til du har set filmen!