Dybe hemmeligheder, skumle kristne sekter og djævelske planer folder sig atter ud i “Engle og dæmoner” – fortsættelsen til “Da Vinci mysteriet”, der atter udsætter symboleksperten Robert Langdon i skikkelse af Tom Hanks for alverdens farer, mens han forsøger at optrevle en ny gåde.
[image=39092]
Selvom “Engle og dæmoner” optræder før “Da Vinci mysteriet” i Dan Browns romanserie, så er handlingen i denne film lagt efter begivenhederne i den første. I Vatikanet spidser krisen til, da den gamle pave netop er død. Mens kardinalerne gør klar til at vælge den næste pave, kidnappes fire af favoritterne til at overtage embedet, og samtidig forsvinder en springfarlig beholder med destruktivt antistof fra et laboratorium. En oldgammel og hævngerrig sekt lader til at være på spil, og Vatikanet beder derfor Robert Langdon om hjælp, selvom det er mere af nød end velvilje.
[image=39089]
Den første film led ikke mindst under sin tekstnære version af Dan Browns bog, hvilket gjorde mange af scenerne pinefuldt statiske og ineffektive på lærredet, men denne gang er handlingen mere dynamisk og fokuseret, og plottet bliver hurtigt rettet mod at redde de fire kardinaler, mens tiden nådesløst tikker af sted, og bomben lurer i baggrunden. Resultatet er en betydelig mindre diskussionslysten film, men også en langt skarpere skåret thriller. Ja vist, historien er stadig forvrøvlet, og Hans Zimmers pompøse score hjælper med til at få det hele til at tangere det ufrivillige komiske indimellem, men det gør mindre i denne omgang, eftersom filmen alligevel foregår i mellemgulvet og kun sjældent aktiverer nogen form for hjerneaktivitet.
[image=39090]