[b]Kedsommelig arthouse-kitsch[/b]

Det er svært at mindes film, der er mere i krig med sig selv end “Enter the Void” – eller som kombinerer så mange opfindsomme indfald med så mange rædsomt dårlige.

Filmen er skabt af Gaspar Noé, som opnåede berygtet berømmelse med “Irréversible”, der delte sit publikum i to lejre, som henholdsvis mente, at den var genial eller elendig. Mest berygtet var filmen for sin mange minutter lange voldtægtsscene, der med ét gjorde Noé til et filmisk [i]enfant terrible[/i] med alle de fordele og ulemper, der følger med den betegnelse.

Vold og sex er der også i rigelige mængder i “Enter the Void”, om end man nok skal være ualmindelig bornert for at blive særlig provokeret i denne omgang. Historien følger den unge Oscar, der bor i Tokyo, hvor han forsørger sig selv ved at sælge stoffer, selvom hans søster helst så, at han lagde det farefulde erhverv på hylden. Vi når dog knap nok at lære Oscar at kende, før en stofhandel går voldsomt galt, og den unge mand ender med en kugle i kroppen. Hans historie slutter dog ikke her, men fortsætter i stedet på mere åndelig vis, da vi følger Oscars sjæl, der svæver rundt for at opleve, hvad der sker med filmens andre personer samt vender tilbage til fortidens afgørende episoder.

At følge en død sjæls beretninger er ikke i sig selv så usædvanligt. Billy Wilder gjorde på indirekte vis noget tilsvarende i “Sunset Boulevard” helt tilbage i 1950, og senest har Peter Jacksons “The Lovely Bones” ligeledes centreret sin handling om en afdød hovedperson. Det mest radikale ved “Enter The Void” er imidlertid, at Noe har valgt at filme det hele fra Oscars synsvinkel. Kameraet bliver reelt både hans og vores øjne, og vi ser normalt kun Oscars ansigt, når han ser sig selv i spejlet. Noé fik ideen fra Robert Montgomerys 1947-film noir “Lady in the Lake”, der ligeledes gjorde det samme, og der er en vis logisk lærdom i det forhold, at begge film er mere interessante som stileksperimenter end som film i sig selv.

Allerede “Irréversible” antydede, at Noé er stærkest, når han bryder grænserne, men at han faktisk ikke er en særlig god historiefortæller. Det samme gør sig i endnu højere grad gældende i “Enter the Void”. Teknisk er filmen enormt flot udformet og gennemført, men den lider voldsomt under det ligefremme problem, at den ganske enkelt ikke er særlig interessant. Stanley Kubricks “Rumrejsen 2001” har tydeligvis været et forbillede, men Noés forsøg på at skabe en lignende fantasifuldhed falder fuldstændig til jorden her, fordi der simpelthen ikke er skyggen af mystik tilstede. Enhver kunstnerisk ambitiøs film, bog eller stykke musik kræver et eller andet element af usikkerhed og gådefuldhed over sig, og der er end ikke antydningen af noget sådant i “Enter the Void”. Man får det hele serveret på et sølvfad, og derved er der ingen anledning til at fremprovokere nogen form for tankevirksomhed eller refleksion hos tilskueren.