Sølle to minutter inde i “Eragon” var undertegnede fuldstændig flad af grin. Latteren antog et lydniveau, som gjorde det svært at tyde, hvad katten der overhovedet blev sagt. Selv Patrick Doyles bombastiske score og de mangfoldige lydeffekter måtte føje sig for latterens altoverdøvende larm. Hvorfor? Som om det ikke var nok at høre Jeremy Irons’ fortællerstemme dratte over åndssvage egennavne som Galbatorix og Alagaësia, så får man også lov at se John Malkovich iført horribel makeup og placeret i et tudegrimt studie, hvori han træt ytrer de udødelige ord: [i]”Jeg lider uden min sten.”[/i] Og gudhjælpemig om det dér ikke er Robert Carlyle iført en afskyelig rød paryk og ækle kontaktlinser?

Det virker alt sammen som noget, der er tyvstjålet fra en 8.-klasseelevs rodede frikvartersnotater. Sjovt nok er det ikke en helt forkert antagelse. Udover at være titlen på filmen er “Eragon” også navnet på den roman, som Christopher Paolini begyndte at skrive, da han var blot 15 år gammel, og som blev udgivet, mens han stadig var teenager. En ung alder behøver selvsagt ikke at være ensbetydende med en moderat idérigdom eller ringe skrivegave, men Paolinis fortælling er så læsset med tyvstjålne ideer, overfladiske figurer og barnagtigt nonsens, at det er svært at forestille sig andet end en ung, uskolet ophavsmand.

Edward Speleers spiller Eragon – den unge bondedreng, som bor hos sin onkel og ofte stirrer på solnedgangen, mens han drømmer om en bedre tilværelse. Hans onkel dræbes, og sammen med både en ældre drageekspert (Irons) og en ægte drage rejser den unge Eragon af sted for at se verden, redde en prinsesse og lære om magi – lyder det bekendt? Speleers ligner en ung udgave af fodboldspilleren Michael Ballack, men har kun halvt så megen mimik, hvilket siger en del. Irons gør alt, hvad kan han for at skænke filmen en aura af seriøsitet og grandiositet, men englænderens sadomasochistiske trang til at medvirke i horrible film om ildspyende drager (“Dungeons & Dragons” var den første) er fortsat et mysterium.

Andre respektable skuespillere som John Malkovich og Djimon Honsou keder sig tydeligvis, mens Carlyle egentlig fremstår tilpas ond og koldblodig som troldmanden Durza på trods af talrige åndssvage replikker. Den debuterende instruktør Stefen Fangmeiers er vant til at arbejde med computere og ikke mennesker, så det er ikke overraskende, at alle filmens unge aktører ikke er overbevisende. Effekterne er dog overraskende troværdige og effektive, især under filmens sidste slag, men når karaktererne er så overfladiske og uinteressante, og plottet så forudsigeligt og banalt, er det svært at blive revet med. Lad os håbe, at den toer, som slutningen lægger op til, aldrig bliver til noget.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Dette er et glimrende transfer. Kontrasten er virkelig solid, og selv i de mørkeste scener er detaljerigdommen høj og udtværing ikke-eksisterende. En lille anelse udtværing optræder dog i visse scener med tåge og røg, men man distraheres aldrig. Nogle scener havde også haft gavn af mere skarphed, men farverne er simpelthen bedårende og hverken digital støj eller edge-enhancement dukker op.

AudioDen legendariske, Oscar-belønnede lyddesigner Randy Thom er en af hovedarkitekterne bag “Eragon”s imponerende lydside, som både discens Dolby Digital 5.1 og lidt mere aggressive og effektive DTS 5.1 lydspor præsenterer godt. Hele kanalnetværket udnyttes fint. Der er masser af god atmosfærelyd og op til flere fine panoreringer, og de talløse herlige lydeffekter placeres godt. Patrick Doyles lettere ensartede score får også lov til at folde sig godt ud, og dialogen er tydelig og besidder en god rumklang – især når dragen og Eragon kommunikerer. Subwooferen mønstrer en solid bund, men filmens mange sværddueller fremstår dog forbavsende tavse.

EkstramaterialeInstruktør Stefen Fangmeier har indtalt et kedeligt kommentarspor til filmen. Der er ikke mange pauser på sporet, men der er masser af retorisk pladder, og de fleste anekdoter er kedelige. Og så kan Fangmeier også godt lide at recitere handlingsforløbet.

Disc 1 byder også på syv slettede/forlængede scener, som tilsammen varer ca. 13 minutter. Man har mulighed for at se dem med sideløbende kommentarer fra Fangmeier. De såkaldte ‘forlængede’ scener er vitterligt ikke særlig længere end originaludgaverne, og det er svært at forestille sig, at nogen vil finde de få ekstra, overflødige minutter interessante.

Menuen på disc 2 er flot, men også en anelse irriterende og rodet. Menupunkterne er opkaldt efter områder fra filmens univers, så det kan i første omgang godt være lidt svært at finde det ekstramateriale, man leder efter. Indholdet er til gengæld godt.

“Inside the Inheritance Trilogy: The Magic of Eragon” er en glimrende, velproduceret dokumentar, der er delt op i 5 dele, som tilsammen varer ca. 52 minutter. Der bliver talt om alt fra romanen og manuskriptet til kulisserne og kostumerne. Instruktør Fangmeier leverer langt flere interessante kommentarer her end på sit kommentarspor, og mange andre udtaler sig også – såsom Paolini, Irons og Speleer. Interviewene er forholdsvis interessante, udtalelserne oprigtige, og mængden af monoton skulderklappen minimal.

Så er der også få minutters featuretter om designet af de forskellige figurer. Man har mulighed for at studere to billedmontager, der viser diverse tegninger og designs, som Fangmeier kommenterer. Fans af genren vil garanteret sætte pris på en tekstguide til, hvordan man udtaler flere af universets navne og termer, og så er der derudover talløse storyboards.

Der er også et kort interview med Paolini, hvori han taler om anden del af sin litterære trilogi om Eragon og hans drage: “Eldest”. Fans vil garanteret nyde at nærstudere forfatterens udtalelser. Til slut er der næsten tre kvarters gennemgang af filmens special-effects sekvenser, samt filmens teaser og trailer.