[b]Sommeren uden mænd[/b]

Der har i løbet af sommeren været en del debat om en københavnsk børnehave, der forbyder mandlige pædagoger at være alene med børn på toilettet. For at gøre forældrene trygge. Jeg tror ikke Lucile Hadzihalilovic kender meget til Sanna på Nørrebro, men hun skaber i “Evolution” en tvistet udgave af de femi-facistoide forældres utopi. En vulkansk ø befolket alene af kvinder og deres drengebørn, der sætter scenen for mystisk krops-gys, hvor mor ikke bare er den bedste, men også den eneste i verden.

I virkeligheden er det ikke så meget selve øen, som det er havet omkring den, der er det centrale univers. Blåt indbydende, oppisket gråskummende eller som et sort olietæppe ligger det i baggrunden og venter. Der er en følelse af, at noget uheldsvangert er på vej lige fra de første svimlende undervandsbilleder af drengen Nicolas på svømmetur. Han ser et barnelig og kan ikke stoppe med at tegne den røde søstjerne, der sugede sig fast til maven. Den underlige mor stiger som Venus op af vandet og afviser pure, at han har set noget som helst. Men hvorfor forsvinder hun hver nat, og hvorfor skal han drikke sort medicin?

I takt med at Nicolas’ mistanke vokser, begynder det at krybe langs ryggen. Det er, som om slimede og kravlende tentakler binder scenerne sammen. Nicolas og de andre drenge begraver en selvdød, hudfarvet kæmpekrebs. Moderen serverer langtidsrådnet tang med hvide orme, der pludselig får syreopløst makrel i dåsetomat til at ligne en delikatesse. Og på øens skumle hospital får drengene ultralyd og store sprøjter, mens mangearmede pupper kigger fra deres reagensglas.

Det hele er meget dunkelt og alligevel ret klart. Titlen nikker til Darwin og fiskene, der en dag udviklede lunger og blev til landgående pattedyr. Havet er ikke bare menneskehedens fostervand, men dér alt liv stammer fra. Så hvis man er en kult af kvinder, der vil leve uden mænd, så må man jo gå tilbage til kilden. Suge nogle søpindsvin og gøre sønnerne gravide med blæksprutteblæk. Nicolas er på skideren og “Evolution” lægger ikke op til, at der er nogen vej ud. Det er ikke så meget en spændingsfilm som en undergangsfabel.

Og dog. Der er måske et håb i den unge sygeplejerske, der fatter interesse for Nicolas og hans lille tegnebog. Hvorfor det lige skal være ham bliver ikke yderligere forklaret, men heldigt for Nicolas, at han er hovedperson. At hun er mere venlig, end man ville acceptere på Nørrebro skyldes måske nogle moralske kvababbelser, men Roxane Duran er lige så uudgrundelig som moderen, Julie-Marie Parmentier. Eller den højrøde søstjerne, hvad hun så end hedder.