[b]Gårsdagens helte er tilbage[/b]

Noget kunne tyde på, at Sylvester Stallone er blevet nostalgisk på sine ældre dage. I 2006 genoplivede han karakteren, der gjorde ham til stjerne, Rocky Balboa, og i 2008 tog han atter engang bandana på hovedet for at gi’ den som den bitre Vietnam-veteran John Rambo. Nu er det så blevet tid til at mødes med de gamle action-kollegaer under titlen “The Expendables”.

Den aldrende Barney Ross og hans lille gruppe af hårdføre lejesoldater hyres til en særdeles farlig mission, der involverer en sydamerikansk diktator bakket op af skruppelløse narkogangstere. På en rekognosceringsekspedition til diktatorens ø går alting imidlertid ikke som planlagt, og gruppen må efterlade den smukke kvindelige kontakt i hænderne på fjenden. Det har Ross og de andre dog ikke tænkt at lade sidde på sig, så inden længe er de tilbage på øen til det endelige opgør.

Som de klassiske “Syv mænd sejrer” og “Det beskidte dusin” gjorde det med henholdsvis westernfilmen og krigsfilmen, samler “The Expendables” et ensemble af skuespillere, der alle har rod i action-genren. Et persongalleri af actionstjener, som med forenet styrke går op imod alverdens bad guys. Egentlig kan det undre, at det først sker nu, for ideen virker så ligefor. Måske fordi actionfilmen i så udpræget grad er en manege for enerens kræftpræstationer, som da Rambo ene mand vandt Vietnam-krigen, eller da Arnold egenhændigt stoppede djævelen i “End of Days”.

Og ideen er glimrende, for hvem ville ikke gerne se Stallone, Lundgren, Li, Willis og Schwarzenegger side om side i et actionbrag af dimensioner? Selvom de to sidstnævnte blot er med i cameo-roller, er det til kostelig underholdning at se dem sammen. Med skarp præcision skyder Stallone, Willis og Schwarzenegger et væld af spydige replikker i retning af hinanden. Således kommenteres Stallones vægttiltag og Arnolds præsidentambitioner kækt, men så elegant, at det stadig fungerer inden for fiktionens ramme.

Filmen er da også allerbedst, når det er “de gamle drenge”, der slog deres folder i 80’ernes actionæra, som optræder. Her bør også nævnes den svenske kolos Dolph Lundgren og en ramponeret Mickey Rourke, der fungerer aldeles fremragende som forhenværende lejesoldat, nu dameglad tatovør. I dette selskab blegner dog en ukarismatisk type som Jason Statham fuldstændig, og desværre fylder han kedeligt meget i filmen. Måske er det sigende for selve genren, at netop Statham er den yngste blandt de bedagede muskelbundter. Han mangler som hæs, selvsmagende macho komplet den mytologiske aura, som mange af de andre besidder.