Filmz
Factotum

Factotum

Medvirkende:

Jimmy Brockhohn, Jim Westcott, Annie Wallick, Geoff Schilz, Diane Kelson, Matthew Feeney, Christopher Day, Frank Crandell, Joseph Courtemanche, Chris Carlson, Marisa Tomei, Jim Brockhohn, Tony Lyons, Karen Young, Adrienne Shelly, Vincent Roget, Lili Taylor, Matt Dillon, Fisher Stevens

Instruktør:

Bent Hamer

Filmlængde:

94 minutter

Genre:

Drama, Drama

Factotum

I ordets reneste betydning, betyder “Factotum” noget i retning af at være en lønslave, der bestrider en perlerække af jobs for andre. Og det er egentligt også en ganske passende beskrivelse af norske Bent Hamers seneste opus af samme navn, der for i øvrigt er en løs filmatisering af et af forfatteren Charles Bukowskis tidlige værker.

[image=15287]

Tillagt sin egen kulsorte humor fortæller “Factotum” historien om antihelten Hank Chinaski (Matt Dillon), der næppe er svigermors drøm og heller aldrig på nogen måde vil blive idealet på den amerikanske drøm. Dertil har Chinaski simpelthen for mange beskidte vaner. Hans liv er en lang rutchetur igennem hor, druk og bunkevis af fyresedler. Og på det plan indfanger “Factotum” lige præcis billedet af manden på gulvet, der lever livet på det amerikanske samfunds skyggesider, og som aldrig får en chance – men forsøger at gribe den alligevel.

Som forfatterspiren Hank Chinaski, der har en drøm om at udgive sine værker, men aldrig får taget sig sammen til at nedfælde sine filosofiske tanker på papir, finder vi en sjældent velspillende Matt Dillon, der dermed tager et markant afbræk fra sine typiske komedieroller. Og det må siges at være noget af en befrielse. Selv om det er en uvant situation at se Dillon iført daggamle skægstubbe, beskidte klude og en evig dunst af røg, sprut og kvinder, bevæger han sig formidabelt på vrangsiden af den amerikanske urbanisering. Han er et studie i menneskelig forfald, og det er ærligt talt svært at se, hvordan han nogensinde skal rejse sig fra sin rolles veritable nedtur.

Men nu bakkes han immervæk også op af et fantastisk manuskript, der i den grad henleder tankerne på tidligere tiders film noir, omend hovedkarakterens autoritet er aldeles ikke eksisterende. Det er til gengæld hans ensomhed, der på sikker vis og med kyndig rutine slås ihjel med skiftende jobs, sprut og kvinder. Der er en vis rastløshed forbundet med Chinaskis evige afsøgen af livets skyggeside.

[image=15288]

[i]”Jeg har sovet længere, end du har levet,”[/i] indleder en forhutlet stakkel “Factotum” på en bar i en af filmens allerførste scener. Måske har han mere ret, end han selv aner. I hvert fald handler Hank Chinaski, som Bukowskis alter ego, efter en devise, hvor hans rastløshed og selvpålagte bånd gør, at han aldrig giver sig selv plads og tid til at leve. Det gør den verden, der omgiver ham nu heller ikke. De forstår ham nemlig ikke helt ind til benet. Og det kræves for at følge med i Chinaskis poetisk, filosoferende univers, hvor byens puls spiller en ikke uvæsentlig rolle. Kun den noget afdankede Jan (Lili Taylor) viser en brugbar forståelse for Chinaskis behov, der ikke bliver gengældt. Ikke i første omgang i hvert fald.

“Factotum” er en fin opsummeren af, hvad forfatteren Charles Bukowski stod for. Den er et sammenkog af druk og dekadence, røg og kvinder, nedslidende jobs, og snævertsynede chefer. Bent Hamers seneste værk emmer nærmest af disse slagsider indenfor det amerikanske byrum. Og tillagt en perlerække af halvironiske og let samfundskritiske monologer og dialoger, er “Factotum” bestemt alle pengene værd. Dermed får Hamer endnu en gang demonstreret sin eminente evne til at indkorporere menneskeligt forfald og samfundskritik i sin for det meste ganske stiliserede billedside. Således emmer æstetikken i “Factotum” af det hele og understreger dermed filmens pointe – Husk at leve, mens du tør det!

[image=15289]

Video”Factotum” leveres i et 1.85:1 anamorphic widescreen format. Og det er på mange måder ganske glimrende. Dels fremstår billedsiden yderst skarpt, og der er ingen edge enhancement eller digital støj.

Med andre ord et godt transfer, der for i øvrigt understøtter en velkomponeret og særdeles attraktiv, underdrevet billedæstetik, hvor stemning tydeligtvis vægtes over farver.

AudioFilmens lydside understøttes med et Dolby Digital 5.1 lydspor på engelsk, som er det eneste. Det er rimeligt velfungerende, omend lyden primært er indrettet på anlæggets fronthøjtalere. Når det er sagt, er dialogerne rene og skarpe. Sammen med Chinaskis monologer og den stemningsfulde underlægningsmusik, skaber det en fin ramme for et urbaniseret univers, der har en tendens til at glemme mennesket og favorisere maskinen.

[image=15290]

EkstramaterialeEkstramaterialet byder på lidt af hvert. Således er der et kvarters fraklippede scener, hvoraf nogle af disse nok bedre har kunnet undværes i den endelige film end andre. En trailer og teaser for filmen er vel efterhånden nærmere reglen end undtagelsen og kræver formentligt ikke nærmere præsentation.

Det gør derimod “The Factotum Works I-VII”. Den norske maler Dag Thoresen er blevet udset til at kreere syv kunstværker over Bukowskis filosofiske tanker. Sammen med disse følger Thoresens curriculum vitae. Endeligt tegner et knapt halv time langt program et portræt af Bent Hamer, der efter successerne med “Salmer i køkkenet” og “Factotum” efterhånden har slået sit navn fast. Det er med andre ord et spraglet og relativt informativt udbud af ekstramateriale.

Kort om filmen

Instruktøren Bent Hamer (“Salmer fra køkkenet”) har sammen med den legendariske filmproducent Jim Stark (“Down by Law”) kastet sig over og tolket den amerikanske kultforfatter Charles Bukowskis selvbiografiske roman “Factotum”. “Factotum” er skildringen af Charles Bukowskis turbulente og hårde liv som forfatter i 1970’ernes USA. Henry Chinaski – Bukowskis alter ego – er en factotum, en altmuligmand eller løsarbejder, som tager de småjobs, han falder over, og som ikke skaber problemer for hans helt store lidenskaber – kvinder, druk, gambling og skrivning.

Ads by MGDK